Korrespondent: Presset øges på Saudi-Arabiens kronprins i sag om myrdet journalist

Kilder i CIA forbinder mordet på Jamal Khashoggi til Saudi-Arabiens reelle leder.

I går var der en symbolsk begravelse for Jamal Khashoggi i Istanbul. (Foto: Bulent Kilic © Scanpix)

Den amerikanske vicepræsident, Mike Pence, forsikrer, at USA er fast besluttet på at stille personerne bag mordet på den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi til ansvar.

Udtalelsen kommer, efter kilder i CIA har peget på Saudi-Arabiens kronprins Mohammed bin Salman som manden, der beordrede mordet.

Efterretningstjenesten har ikke det endegyldige bevis mod kronprinsen, skriver Washington Post. Men efter at have undersøgt "adskillige kilder til efterretning" har embedsmænd i CIA "stor tiltro" til konklusionen.

USA har endnu ikke officielt anklaget kronprinsen i sagen om Jamal Khashoggi, der blev myrdet på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul i Tyrkiet, hvor han skulle hente nogle dokumenter for at kunne gifte sig med sin forlovede.

Aflyttede telefonsamtale

Mellemøst-korrespondent i DR Nyheder Michael S. Lund siger, at historien i Washington Post øger presset på Saudi-Arabien og kronprinsen.

- Det interessante er, at kilderne i CIA bekræfter noget af det, som har været lækket fra den tyrkiske efterforskning, siger han.

Blandt de sprængfarlige informationer hæfter korrespondenten sig ved, at lederen af operationen i Istanbul skal have ringet til en af kronprinsens toprådgivere efter drabet.

Samtidig har amerikanerne tilsyneladende aflyttet en anden telefonsamtale, hvor den saudiarabiske ambassadør i USA, som er bror til kronprinsen, opfordrer Jamal Khashoggi til at tage hen på konsulatet i Istanbul.

- Det er alt sammen noget, som stiller saudiaraberne dårligere, end de stod i forvejen, siger Michael S. Lund.

Ambassadøren afviser, at telefonsamtalen har fundet sted.

Manglende bevis passer Trump godt

Endnu er der dog intet, der tyder på, at amerikanerne har lyst til at tage skridtet fulgt ud og officielt anklage kronprinsen.

- Saudi-Arabien er et meget vigtigt land for USA. Det handler om landets olieeksport - men det handler også om, at Saudi-Arabien er en stor økonomi, der investerer rigtig meget i USA.

Så i det perspektiv kan det være, at det passer præsident Trump udmærket, at man endnu ikke har fundet den rygende pistol, som direkte knytter kronprinsen til drabet på Jamal Khashoggi.

- Trump har ikke lyst til at anklage kronprinsen. Han har været en vigtig del af Trumps Mellemøst-strategi - både i forhold til at konfrontere Iran og i forhold til fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne.

Svær at sluge

Saudi-Arabiens officielle udlægning af sagen lyder, at det hele var en uautoriseret aktion.

Men hvis oplysningerne fra den tyrkiske efterforskning og CIA står til troende, er den version stadigt sværere at sluge.

- Det er temmelig utænkeligt, at kronprinsen ikke skulle have vidst noget om så omfattende en aktion, der involverer to fly og 15 agenter. Han er den reelle leder af landet, og vi ved, at han er med i rigtig mange af de beslutninger, der bliver taget, fortæller Michael S. Lund.

- Man skal også huske, at Jamal Khashoggi er indflydelsesrig og er meget kendt i Saudi-Arabien. Det er svært at tro på, at kronprinsen ikke var orienteret om, at man planlagde en operation mod ham, siger han.