Korrespondent: Republikanere frygter boomerang-effekt ved undtagelsestilstand

Trumps taktik kan skabe en præcedens, som kan gå imod præsidentens eget parti.

Det Hvide Hus varsler, at præsident Trump vil erklære undtagelsestilstand for at få styrket USA's sydlige grænse. (Foto: Guillermo Arias © Scanpix)

Sent i aftes bekræftede Det Hvide Hus, at præsident Trump vil erklære undtagelsestilstand for at finansiere sin grænsemur.

Trækket kommer, efter at præsidenten har sagt ja til at underskrive Kongressens finanslov, der ikke indeholder præsidentens ønskede milliarder til en mur langs grænsen til Mexico.

Budskabet fra Det Hvide Hus er, at en national undtagelsestilstand skal stoppe, hvad de betegner som en sikkerhedsmæssig og humanitær krise ved grænsen.

Det er kontroversielt, forklarer Lillian Gjerulf Kretz, DR's korrespondent i Washington D.C.

- Det betyder, at præsidenten så at sige kortslutter den demokratiske beslutningsproces, siger hun.

- Hvad Kongressen ikke vil give ham, bruger han embedets magt til at få.

Kan ramme republikanere i nakken

Udsigten til, at præsidenten om kort tid erklærer undtagelsestilstand, bliver kritiseret heftigt af præsident Trumps politiske modstandere hos demokraterne.

Men beslutningen skaber også frygt i præsidentens eget republikanske parti.

Beslutningen om at gå uden om Kongressen ved at erklære undtagelsestilstand kan nemlig blive den nye måde, en præsident får sin politik igennem. Det kan ramme republikanerne, når det er en demokrat, der overtager pladsen i Det Ovale Kontor.

- Det er svært at forudsige, hvad det kan give af bølgeskvulp længere nede ad vejen, hvis republikanere selv har sagt god for at bruge denne tilgang for at få deres politik igennem, siger korrespondenten.

I går skrev Nancy Pelosi, den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, under på en ny finanslov fra Kongressen. Hun advarer præsident Trump mod at gå uden om politikerne for at få sin grænsemur. (Foto: Jim Lo Scalzo © Scanpix)

Og det er noget, som Nancy Pelosi, den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, allerede har hentydet til.

- Vil du tale om en national nødsituation, så lad os tale om våben og masseskyderier. Det er en national nødsituation, lød det i går fra Pelosi, der mindede om, at en demokratisk præsident også vil kunne erklære undtagelsestilstand.

Det skaber bekymring hos republikanere, siger Lillian Gjerulf Kretz.

I går var det nemlig præcis et år siden, at Parkland-skoleskyderiet kostede 17 mennesker livet, og netop skyderier er noget af det, der bekymrer amerikanerne mest, påpeger korrespondenten.

- Republikanerne er bange for, at man åbner en Pandoras æske, siger korrespondenten.

Retssager ulmer

Den amerikanske præsident har beføjelser til at erklære undtagelsestilstand ved krig, katastrofer og akutte situationer, forklarer Lillian Gjerulf Kretz.

Hvis præsidenten erklærer undtagelsestilstand, får han omgående adgang til militæret og dets budgetter og kan forsøge at få adgang til andre budgetter.

- Han kan med andre ord beordre, at byggeriet kan gå i gang med det samme, siger hun.

- Men det vil uden tvivl blive udfordret ved domstolene, forklarer korrespondenten, der siger, at Kongressens demokrater allerede arbejder på at finde ud af, hvordan de vil bekæmpe trækket fra præsidenten.

Allerede i går var Nancy Pelosi ude i et angreb på præsidentens beslutning.

- For det første, så er det ikke en nødsituation. Det er en humanitær udfordring, som præsidenten forsøger at sælge som en nødsituation. Dette handler om, at præsidenten går uden om Kongressen, lyder budskabet fra Nancy Pelosi.

De fleste amerikanere er også imod det, siger Lilian Gjerulf Kretz.

- Meningsmålinger viser klart, at et flertal af amerikanerne er imod, at præsidenten bruger dette kort i denne sammenhæng, siger hun.

Samtidig peger eksperter på, at præsidenten får svært ved at argumentere for, at der er tale om en nødsituation.

Men spørgsmålet er, hvor lang tid der vil gå med at få det afgjort ved domstolene.

Facebook
Twitter