Korrespondent: Rige russere bruger Østrig som legeplads og sniger sig uden om sanktioner

Nogle af verdens mest magtfulde ledere diskuterer i disse dage, hvordan man kan ramme russerne hårdere.

Det her russiske luksushotel laver fortsat penge til sin russiske ejer. Han har sneget sig uden om EU's sanktioner.

Der er ingen tvivl om, at sanktioner mod Rusland står højt på dagsordenen, når verdens syv rigeste demokratier i disse dage er samlet i de tyske alper til G7-topmøde.

Og det er der vist også brug for. For lige nu har rige russiske oligarker held med igen og igen at undslippe vestlige sanktioner, som ellers blandt andet har til formål at ramme netop folk som dem.

Historier fra Østrig viser helt konkret, at oligarkerne sniger sig uden om sanktionerne, sådan som de er udformet lige nu, uden store problemer.

Hotellet her blev solgt til den rige russers fætter kort inden, han blev ramt af sanktioner fra EU. (Foto: Hotel & Chalet Aurelio)

DR's Tyskland- og Østrigkorrespondent, Michael Reiter, kommer her med et konkret eksempel på, hvordan russerne bærer sig ad med det.

Vi skal en tur til verdens dyreste skihotel i Lech am Arlberg, hvor en suite koster 45.000 kr. per nat i højsæsonen.

- I mange år var det ejet af en russisk oligark ved navn Oleg Deripaska, som blandt andet er venner med den russiske præsident Putin og storaktionær i en virksomhed, der producerer kampvogne til russernes krig. Efter invasionen af Ukraine - og lige inden han kommer på EU's sanktionsliste - skynder han sig at sælge sit firma til et cypriotisk firma, forklarer Michael Reiter.

- Firmaet viser sig at være ejet af Deripaskas fætter. Noget lignende har man set i forbindelse med en penthouselejlighed i Wien, hvor ejerskabet pludselig overgik til Deripaskas mor. Ifølge min tyske kollega Stefan Melichar fra nyhedsmagasinet Profil, er de her aktiviteter kun toppen af isbjerget, siger Michael Reiter.

Se Michael Reiters indslag fra Østrig her:

Undergraver EU-sanktionerne

Stefan Melichar er undersøgende journalist, og det er ham, der har gravet historierne fra Østrig frem.

Han fortæller, at den praksis, som russere som Oleg Deripaska har gang i, er en hyppigt set praksis, som undergraver EU-sanktionerne. En del af sanktionerne går blandt andet på at indefryse russiske rigmænds økonomiske midler, men, ifølge Stefan Melichar, er det ikke noget man har gjort ret meget i Østrig.

- Officielt har Østrig indefrosset omkring 250 millioner euro. Det er overraskende lidt i betragtning af, hvordan russiske forretningsfolk i de seneste 15-20 år har købt fast ejendom her og også har slået sig ned med deres familier, siger han til DR.

Ifølge kritikere, gør Østrig ikke meget for at ramme de tidligere russiske forretningspartnere.

Landets gode forhold til russerne kan være en af årsagerne, fortæller Michael Reiter.

- Det er en kendt sag, at Østrig er en kæmpe legeplads for rige russiske forretningsfolk. De har dyre familiedomiciler her i Østrig, og de har deres familie boende her. Russerne har investeret massivt i landet, hvilket også har genereret både penge og arbejdspladser til østrigerne.

- Det virker nærliggende, at Østrig måske ikke vil kappe alle forbindelser til de vigtige russiske forretningspartnere på grund af krigen i Ukraine, men måske tværtimod vil undtage dem fra de hårdeste af sanktionerne, lyder det fra DR-korrespondenten.

Dubai og Tyrkiet er populære hos rigmændene

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, bad i en videotale mandag blandt andet G7-landenes ledere om flere våben til Ukraine, om hjælp til at genopbygge landet og ikke mindst om yderligere sanktioner mod Rusland.

Kort tid før Zelenskyjs tale meddelte USA, at G7-landene indfører nye sanktioner mod Ruslands forsvarssektor.

Samtidig kom det frem, at G7-landene har planer om at øge det økonomiske pres på Rusland ved at fastsætte et prisloft for russisk olie.

Men hvis de rige russeres tricks til at slippe uden om sanktionerne skal stoppe, så vil det kræve et særligt fokus på netop dem, vurderer Michael Reiter.

- Det her trick med at flytte sine aktiviteter over til familiemedlemmer fungerer tilsyneladende. Så man kan nok kun slå ned på det ved at udvide sanktionerne til også at omfatte familiemedlemmer eller andre stråmænd.

- Det er nok det, der skal til, for at Østrig også handler, siger Michael Reiter.

Der har siden krigens begyndelse været stor interesse blandt rige russere for at købe ejendom i Dubai. (Foto: KARIM sahib © Ritzau Scanpix)

Det er ikke kun Østrig, som de rige russere bruger som legeplads.

Siden EU begyndte at lave sanktioner for at ramme Rusland på grund af krigen i Ukraine, har russiske rigmænd haft stigende interesse for at købe ejendom i blandt andet Dubai. Det skrev Finans i marts måned.

Dengang fortalte ejendomsmæglere, biludlejninger og bankfolk om ekstraordinær stor efterspørgsel på huse, sportsbiler og kajpladser fra russiske rigmænd, og omfanget af pengetilstrømning blev beskrevet som "fuldstændig uvirkelig".

I Tyrkiet udtalte udenrigsministeren, at russiske oligarker var velkomne i landet, hvor de uden problemer kunne fortsætte deres forretningsaktiviteter.

I løbet af dagen vil det vise sig, om de russiske oligarker kommer på dagsordenen, inden G7-topmødet er overstået.