Korrespondenten siger farvel: Nu er Guds hånd i himlen

Diego Maradonas aftryk på den argentinske folkesjæl vil blive stående mange generationer frem. Måske for altid.

En trist fodboldfan foran det område, hvor nu afdøde Diego Maradonas hus ligger. (Foto: JUAN IGNACIO RONCORONI © Scanpix)

Voksne mænd, der bryder ud i gråd. Unge og gamle er samlet i Buenos Aires bydelen La Boca – mange af dem i den klassiske lyseblå og hvide argentinske landsholdsdragt. Flere af de fremmødte stirrer tomt ud i luften. Men så bryder folkemængden ud i rituel stammesang:

Diego, Diego, Dieeeeego.

”El Diez” – 10eren – er gået bort. Han vil formentlig altid stå som den største argentinske fodboldstjerne gennem tiderne. Og det er i sig selv sin sag i et land, der også har fostret navne som Messi, Di Stefano, Kempes osv. Men hans storhed skal ikke kun findes i hans sublime fodboldteknik. Det var den, der skaffede ham en plads i arenaen for de største, men han har efter min mening en langt dybere og større betydning for Argentina end bare den omstridte status som verdens bedste spiller gennem tiden.

Blomster og lys foran Argentinos Juniors Stadium i Buenos Aires. (Foto: JUAN IGNACIO RONCORONI © Scanpix)

Tillad mig at skrue tiden tilbage til 1986. Jeg var selv en 11-årig knægt den gang, med stor appetit på alt, hvad der havde noget med fodbold at gøre og af uvisse årsager også alt, der havde noget med Sydamerika at gøre. Fire år tidligere havde jeg med stor undren set en ulige krig udspille sig i TV-avisen. Storbritannien gennembankede på få uger Argentina militært i det min morfar forklarede mig hed ”Falklandskrigen”. Det undrede mig, at et europæisk land så sig nødsaget til at sende hangarskibe og bombefly helt ned til den sydlige halvkugle for reelt at ydmyge Argentina i en krig om nogle små øer ude i Atlanten. Senere lærte jeg, at historien måske var mere nuanceret end som så, men jeg opfattede det som en stor uretfærdighed mod argentinerne.

Diego Maradona med VM-trofæet efter 3-2-sejren over Vesttyskland i finalen i 1986. (Foto: © Gary Hershorn / Reuters © Scanpix)

Og nu sad jeg så i sofaen og så endnu en kamp under det forunderlige VM i Mexico 1986.

Kvartfinale mellem England og Argentina. I en afgørende kamp om ære mellem de to dødsfjender. Jeg ved stadig ikke helt, om det var et anderledes tv-signal den gang eller græsset bare er grønnere i Mexico, men farverne nærmest strittede ud af tv-skærmen. Og Argentinas blå trøjer fremstod nærmest som en art lilla. Forrest gik den lille mand med nummer 10 på ryggen. Jeg havde hørt hans navn før: Maradona. Var han manden, der kunne skaffe Argentina videre i turneringen?

Jeg fulgte nærmest åndeløst med i dramaet – skulle det lykkes for argentinerne at få en symbolsk med yderst tiltrængt hævn over fjenderne fra England? Og jeg kan godt love, at det ikke bare var lille Kristian, der tænkte den tanke. Hele Argentinas hjerte stod stille i godt og vel 90 minutter kun holdt i live af det forsinkende tv-signal fra Mexico.

Og så sker magien – Maradona laver to genistreger. Den første og den mest omdiskuterede og vel dybest set mere end forseelse end en genistreg: Stadion går amok, da han vipper bolden ind over den engelske målmand Peter Shilton. Alle kan se i den langsomme gengivelse, at Maradona bruger hånden. Men det her er lang tid før VAR-kendelser og den slags pjat. Så genistregen består vel i at snyde både dommer, linjevogter og målmand.

Triste fans af Diego Maradona i Buenos Aires. (Foto: Agustin Marcarian © Scanpix)
Triste fans af Diego Maradona i Buenos Aires. (Foto: Agustin Marcarian © Scanpix)

Argentina foran.

Og senere kommer den mere rendyrkede genistreg. Det måske bedste VM-mål gennem tiderne. Maradona klistrer bolden fast til sine støvler med usynlig lim og spurter over en halv banelængde med englænderne halsene efter for til sidst at putte bolden i mål fra en spids vinkel. Argentina er på det her tidspunkt i ekstase. Ikke bare går det op for dem, at de har verdens bedste fodboldspiller på holdet – da der bliver fløjtet af, står det klart, at de har besejret overmændene fra Falkland. Ydmygelsen fra 82 er for en stund visket væk. Maradona har nærmest ene mand skaffet dem det, de tørstede efter: Hævn.

Efter kampen blev ydmygelsen af englænderne udbygget yderlige. Da Diego, som vi pludselig alle er på fornavn med, bliver spurgt til det første mål - der tydeligvis blev begået ulovligt – svarer han kækt og tydeligvis godt tilfreds med sig selv, at det måtte have været Guds hånd…

Endnu en lille genistreg her efter kampen. Han taler direkte til folkesjælen i det katolske Argentina.

I Napoli hylder de stadig Diego Maradona. Billedet her er fra en hjemmekamp i 2017. (Foto: CIRO DE LUCA © Scanpix)

Det er altså guddommelig indgriben, der sikrer dem sejren over England. De elsker ham både for hans spil. Men også for det han siger - og han får allerede her nærmest helgenstatus. Det bliver naturligvis kun bedre/værre, da Diego Armando Maradona få uger senere kan hæve pokalen – Argentina kan drage hjem fra Mexico som verdensmestre.

Det er det, du skal huske, når du de kommende dage ser voksne mænd græde i Buenos Aires gader, og millioner af argentinere defilere forbi ”El Diez” kiste. Det handler om meget mere end fodbold. Det handler om argentinsk selvforståelse. Det handler om Sydamerika mod de gamle koloniherrer fra Europa. Maradona gav argentinerne chancen for at rette ryggen igen. Han gjorde dem stolte af at være argentinske.

Den gamle sydamerikanske stormagt, der har gået så grueligt meget igennem de seneste årtier, trænger i den grad til at smile. De trængte ikke til at miste deres helt. Men jeg tror, at selvom de næste dage vil stå på sorg, så vil argentinerne snart tænke tilbage på Diego med et lille skævt smil. Den lille dreng fra Buenos Aires slum med de magiske fødder, der for en stund lod dem drømme om fordums storhed.

De glemmer ham aldrig.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter