Det er nu lidt over to måneder siden at svenskerne fik en glædelig nyhed: Efter langvarige forhandlinger havde Tyrkiet endelig sagt ja til, at Sverige kunne blive medlem af forsvarsalliancen Nato.
Men Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, gjorde det allerede dengang klart, at parlamentet gik på sommerferie, og derfor kunne der først stemmes om det en gang i oktober.
Nu skriver kalenderen snart oktober, men det kan godt være, at svenskerne skal forvente lidt længere svartid. I hvert fald hvis man skal gå ud fra Erdogans udtalelse i dag.
Efter sin tilbagevenden fra Aserbajdsjan kommenterede præsidenten under et kort møde med journalister på spørgsmål om at ratificere Sveriges Nato-medlemskab. Men svaret handlede mere om USA end om Sverige.
- Hvis USA overholder deres løfter, så vil vores parlament også overholde sit løfte, lød det fra præsidenten tirsdag eftermiddag.
Og her taler Erdogan altså om Biden-administrationens løfte om at sælge F-16-jagerfly til Tyrkiet.
Selvom det sjældent er blevet sagt eksplicit, så har det store krav fra Tyrkiets side - til gengæld for et svensk Nato-medlemskab - været at få F-16-fly, forklarer Jakob Lindgaard, senioranalytiker hos Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
Og Erdogans udmelding i dag understreger, at forhandlingerne om Sveriges vej ind i Nato ikke er slut endnu.
Men nu kan en korruptionssag mod en amerikansk senator vise sig at være én forhindring mindre for svenskerne.
En kritiker med skjulte guldbarrer
Tyrkiet har siden 2020 været i dialog med Biden-administrationen om køb af nye F-16-fly og opgraderingspakker af eksisterende F-16-fly. Men for at det skal kunne lade sig gøre, så kræver det, at Kongressen er med på handlen.
Og her har især én magtfuld mand blokeret for salget i årevis.
Ifølge Erdogan har et af de største problemer med at få godkendt salget af F-16-fly været den amerikanske demokratiske senator Robert Menendez. Senatoren er formand for det magtfulde udenrigsudvalg i Senatet, og har været meget klar i spyttet, når det kommer til Tyrkiet: Han bakker ikke op om salg af F-16-jagerfly til Tyrkiet.
Under FN’s generalforsamling i New York i september understregede Menendez igen, at han ikke havde i sinde at acceptere handlen.
- Bob Menendez er hadeobjekt nummer ét i Tyrkiet, fordi han er meget anti-tyrkisk i sin position, forklarer Jakob Lindgaard fra DIIS.
Senioranalytikeren fortæller, at Menendez har været fortaler for lande, der er meget anti-tyrkiske, og været højlydt kritiker af landet. Derfor har han som formand for det magtfulde udenrigsudvalg været i stand til at blokere for salg af våben til Tyrkiet.
Men nu mener præsident Erdogan, at den største forhindring er ryddet af vejen.
Robert Menendez er nemlig anklaget for korruption, sammen med sin hustru og tre andre. Det er netop kommet frem, at FBI fandt omkring 3,3 millioner kroner, tre kilo guldbarrer og en ny Mercedes, da de ransagede senatorens hus.
Anklageren mener, at Menendez har modtaget det hele som bestikkelse fra tre egyptiske forretningsmænd i USA, der til gengæld har modtaget fortrolige informationer.
På trods af, at senatoren afviser alle anklager, har han midlertidigt trukket sig som formand for Udenrigsudvalget.
- Med den primære kritiker af Tyrkiet ude af vejen, så er der noget, der tyder på, at det vil være lettere at få stemt salget af F-16-fly igennem Kongressen, vurderer Jakob Lindgaard.
Og det samme mener præsident Erdogan altså.
Tirsdag sagde præsidenten til tyrkiske journalister, at han vil sørge for, at udenrigsminister Hakan Fidan mødes med USA's udenrigsminister, Antony Blinken, meget snart, så Tyrkiet kan gøre nytte af situationen og fremskynde processen af handlen.
Kan Sverige ånde lettet op?
På trods af, at Tyrkiet flere gange har afvist, at der skulle være forbindelse mellem salg af F-16-fly og svensk Nato-medlemskab, så er præsident Erdogan ude og koble de to ting sammen i dag. Og det kommer ikke som den store overraskelse, siger Jakob Lindgaard.
- Der har efter alt at dømme været en forhandlingsproces, hvor Tyrkiet angiveligt skulle have spillet køb af F-16-fly ind som betingelse for at sige ja til Sverige, siger han.
Men der er også fortsat kritiske røster i Kongressen.
Det pointerede Erdogan også tirsdag, da han understregede, at F-16 spørgsmålet ikke kun er op til Menendez.
- Vi venter nu på et klart svar fra USA, sagde den tyrkiske præsident.
Og da præsidenten blev spurgt ind til, om det fortsat er planen, at det tyrkiske parlament skal stemme om at ratificere Sveriges Nato-medlemskab i oktober, gav han ikke et endeligt svar. Han understregede i stedet, at Tyrkiets parlament vil få det sidste ord om Sveriges Nato-medlemskab.
Spørger man senioranalytiker Jakob Lindgaard, så skaber sagen om Menendez klare forhåbninger om, at handlen kan gå igennem uden de store problemer, som har været tilfældet hidtil.
- Der er stadig forhindringer, så det er ikke fordi, at Sverige kan forvente at blive Nato-medlem i morgen. Men nu er der én forhindring mindre, siger eksperten.