KORT Irak: Islamister indtager byer i nord og vest

Irak er ved at brække over i tre dele. Få overblik over, hvem der kontrollerer hvilke byer her.

Her er et øjebliksbillede over hvem, som kontrollerer Iraks vigtigste byer ifølge det amerikanske Institute for the Study of War, som udsender daglige opdateringer om situationen i landet.

Den ekstremistiske oprørsgruppe Islamisk Stat (IS) - som tidligere kaldte sig ISIS - fortsætter sin opsigtsvækkende offensiv i Irak.

Offensiven begyndte i juni, da IS på kort tid fik kontrol over millionbyen Mosul samt områder i Kirkuk-, Nineveh- og Salaheddin-provinserne.

Opbakning fra lokale

I forvejen havde IS indtaget byerne Fallujah og Ramadi vest for hovedstaden Bagdad, ligesom IS kontrollerer byer og områder i det nordlige Syrien.

IS' fremskridt sker primært i sunnimuslimske områder, hvor de får - mere eller mindre frivillig - opbakning fra lokale stammer og militser.

Men inden for den seneste tid har IS indledt en større angrebsbølge i Nineveh - i områder, som var eller er kontrolleret af det kurdiske selvstyres soldater - de såkaldte Peshmergaer.

Frygt for folkemord

IS kan notere betydelige sejre i Nineveh, hvor regeringer og organisationer frygter et decideret folkemord mod provinsens mange etniske og religiøse mindretal.

Analytikere påpeger dog, at Peshmergaernes nederlag indtil videre er sket i områder, som ligger udenfor det kurdiske selvstyres formelle grænse.

Den kritiske situation i Nineveh har fået USA's præsident Barack Obama til at autorisere amerikanske luftangreb i området for at forhindre et folkemord og beskytte amerikanske interesser i det nordlige Irak.

Iraks regeringshær har foreløbig haft meget begrænset succes med at bekæmpe IS.

Hæren har tilsyneladende været mest optaget af at konsolidere sin kontrol i områder, som er domineret af Iraks shiamuslimske flertal. Det gælder især hovedstaden Bagdad og den sydlige del af landet.

Facebook
Twitter