Kovending i spansk politik: Nu er der gennembrud i regeringsforhandlingerne

Socialdemokraterne i PSOE og Podemos er blevet enige om en foreløbig koalitionsaftale.

PSOE's leder, Pedro Sanchez, og Podemos' leder, Pablo Iglesia, omfavner hinanden ved præsentationen af deres foreløbige koalitionsaftale. Efter valget i april kunne de over flere måneder ikke nå til enighed. Efter søndagens valg skulle de kun bruge et par dage. (Foto: Paco Campos © Scanpix)

De sidste mange måneder har der været dødvande i regeringsforhandlingerne i Spanien. Men efter søndagens valg har de to venstrefløjspartier PSOE og Podemos åbenbart fundet hinanden.

Her til eftermiddag har de meldt ud, at de har indgået en foreløbig koalitionsaftale.

Morten Heiberg, der er professor ved Københavns Universitet, er ikke overrasket over, at de indgår en koalition. Til gengæld overrasker det ham, at det er gået så hurtigt.

- Det virker som om, at man denne gang har indset, at hvis man ikke finder sammen, så forærer man højrefløjen magten.

Mangler flertal

De to partier har dog ikke flertal sammen og skal derfor ud og finde andre samarbejdspartnere. Noget, der ikke bliver nemt, hvis man spørger Morten Heiberg.

- Før de kan danne regering, er de nødt til at føre samtaler med både regionalistiske partier og nationalistiske partier. Herunder ERC, som står for en løsrivelsespolitik i Catalonien.

PSOE og Podemos har 155 mandater til sammen. De skal have 176 for at kunne danne regering.

- Så det bliver svært, men det er ikke en umulig opgave, lyder vurderingen fra Morten Heiberg.

Skulle have lavet aftale tidligere

PSOE er et socialdemokratisk parti, mens Podemos er et venstrefløjsparti. Spanierne var også til valg i april i år, men her formåede de to partier ikke at blive enige om et regeringsgrundlag.

- Det paradoksale er, at mange efter sidste valg ønskede, at man havde dannet den regering, man nu taler om, fortæller Morten Heiberg.

Ved søndagens valg gik PSOE tilbage med tre pladser, mens Podemos gik tilbage med syv pladser.

Det højrenationale parti Vox fik stor fremgang, da de gik fra 24 til 52 pladser i det spanske parlament.