Kraftig eksplosion på kemikaliefabrik i Kina

Eksplosion på fabrik, der producerer det giftige stof paraxylen, kunne mærkes 10 km væk.

- Jeg hørte et højt brag derhjemme. Alle i området så det. Fabrikken stod i flammer, siger en beboer, Lin Chen, der bor ti kilometer fra fabrikken, hvor eksplosionen opstod. (© Scanpix)

En eksplosion på en kemisk fabrik i Fujian-provinsen i det sydøstlige Kina har forårsaget en storbrand, skriver BBC.

Eksplosionen fandt sted mandag aften klokken 19 lokal tid på fabrikken i byen Zhangzhou. Ifølge nyhedsbureuet Xinhua er en person blevet såret.

Fabrikken producerer det brandfarlige kemikalie paraxylen, der bruges i polyester- og plastproduktion til blandt andet vandflasker, foto-film samt diverse beholdere og tekstiler.

Inhalerer man stoffet, kan man blive svimmel og få kvalme.

Stigende modstand mod fabrikker

Beliggenheden for fabrikker af denne type har medført flere protester blandt kinesere. Sidste år blev der under en demonstration, der udviklede sig voldsomt i Guangdong-provinsen i syd, affyret tåregas, og flere demonstranter blev såret.

Samtidig vokser antallet af miljøkampagner i landet, og flere gange er opførslen af lignende fabrikker entet blevet udskudt eller helt aflyst, hvilket ifølge BBC generer regeringen i Kina.

Ifølge avisen South China Morning Post er der tale om anden eksplosion på fabrikken i løbet af bare to år.

Fabrikken producerer det brandfarlige kemikalie paraxylen, der udvikler giftige dampe. (© Scanpix)

Der er fortsat sparsomt med detaljer fra eksplosionen, men tv-billeder viser voldsomme flammer skyde op fra bygningen, der hurtigt blev belejret af 430 brandmænd.

South China Morning Post har talt med en beboer, hvis lejlighed rystede ved eksplosionen, selvom den fandt sted 10 kilometer væk.

- Jeg hørte et højt brag derhjemme. Alle i området så det. Fabrikken stod i flammer, siger Lin Chen til den kinesiske avis.

Fabrikken producerer det brandfarlige kemikalie paraxylen, der udvikler giftige dampe. (© Scanpix)
Facebook
Twitter