Kraftigt snefald driller den europæiske flytrafik

Flypassagerer i Tyskland og Storbritannien er påvirket af snevejr. Også vejtrafikken er mærket.

Et fly fra British Airways bliver afiset i Duesseldorf, /AFP PHOTO / dpa / David Young / Germany OUT (Foto: DAVID YOUNG © Scanpix)

Det er ikke kun i Danmark, at sneen har gjort sit indtog. Faktisk er flere af vores nærmeste naboer ramt af kraftigt snefald, der blandt andet giver store trafikale problemer.

Først og fremmest er lufttrafikken berørt. I Frankfurt har sne og minusgrader betydet, at mere end 300 afgange søndag er aflyst, svarende til cirka en fjerdedel af alle afgange.

Også i Düsseldorf, måtte man søndag opgive at gennemføre hele det planlagte eftermiddagsprogram.

I Storbritannien er flytrafikken knap så hårdt ramt, men både i Stansted og Luton uden for London, og i Birmingham længere nordpå måtte landingsbanerne lukkes i en periode om eftermiddagen, mens der blev skovlet sne.

For briternes vedkommende er det dog bilisterne, som sneen er gået hårdest ud over.

I de vestlige og centrale egne er der nogle steder faldet op mod 30 centimeter, og flere steder fraråder politiet al ikke påkrævet udkørsel.

Ikke siden marts 2013 har Storbritannien set så kraftig, landsdækkende sne.

En talsmand for vejrtjenesten Met Office siger til nyhedsbureauet AFP, at det værste snefald er overstået.

Mandag morgen skulle de fleste briter vågne op til solskin og en skyfri himmel.

/ritzau/