Kras kritik af den græske kystvagt fra Amnesty og FN: 'Det er ulovligt' og 'bekymrende'

FN og Amnesty kritiserer den græske kystvagts håndtering af flygtninge og migranter.

Den græske kystvagts ageren overfor flygtninge og migranter i Det Ægæiske Hav får kritik fra flere kanter.

Det sker efter, at blandt andre DR Nyheder har publiceret optagelser, som den 24-årige palæstinenser Amjad Naim har lavet med sin mobiltelefon ombord på en gummibåd med kurs mod den græske ø Samos.

Optagelserne viser, hvordan en orange gummi-redningsflåde, som blandt andre Amjad Naim sidder i, bliver trukket i et langt reb bag et græsk kystvagtsskib væk fra den græske kyst. Men i stedet for at trække dem ind til land ved den græske ø Samos, bliver de flygtninge og migranter, der er ombord, trukket tilbage mod Tyrkiet.

Du kan se optagelserne, der er fra maj måned i år, øverst i denne artikel.

I et nyt klip bliver rebet tilsyneladende kappet, og migranterne og flygtningene i den orange redningsflåde råber: 'de skar rebet over". Og redningsflåden bliver efterladt.

Elisabeth Arnsdorf Haslund, der er dansk talsperson for FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR. (Foto: (C) DR Nyheder)

Denne episode får nu FN's flygtningeorganisation, UNHCR, til at rette kritik mod den græske praksis.

- Det selvfølgeligt bekymrende, at vi igen får de her meldinger om pushbacks – altså hvor græske myndigheder skubber flygtninge og migranter tilbage til Tyrkiet. Vi hører om, at det sker på grænsen både på lands og til vands. Det er en bekymring, vi til stadighed har rejst over for den græske regering, siger den danske talsperson for organisationen, Elisabeth Arnsdorf Haslund, til DR Nyheder.

- Grækenland har naturligvis en hel legitim ret til at kontrollere sine grænser, men det skal ske med respekt for international ret og må ikke ske på bekostning af den fundamentale ret til at søge asyl, fortsætter hun.

'Forfærdelige billeder'

Amjad Naim fortæller til DR Nyheder, at den græske kystvagt - bogstaveligt talt - lod dem sejle deres egen sø, indtil de blev samlet op af den tyrkiske kystvagt og fragtet tilbage til Tyrkiet.

Parvaneh Ghorbani, politisk rådgiver, Amnesty (Foto: (C) DR Nyheder)

DR Nyheder har vist optagelserne til Parvaneh Ghorbani, der er politisk rådgiver i menneskerettighedsorganisationen Amnesty.

Hun kalder billederne 'forfærdelige'.

- Når man siger, at man gerne vil søge asyl i et land – i det her tilfælde Grækenland – har man ret til at få sin sag behandlet. I stedet bliver de sejlet tilbage mod Tyrkiet. Det er ulovligt og meget problematisk. Den græske kystvagt overtræder både flygtningekonventionen og asylretten, siger hun og fortsætter.

- Vi har desværre hørt om lignende sager, hvor der er foregået ulovlige tilbagesendelser af folk, der gerne vil søge asyl. Særligt i 2020 har der været en stigning i antallet af tilbagesendelser både over land- og vandgrænsen mellem Grækenland og Tyrkiet.

'Det skal undersøges'

I et skriftligt svar til DR Nyheder oplyser den græske kystvagt, at man arbejder i overensstemmelse med international lov, og at udsagn om, at kystvagten optræder farligt eller benytter ulovlige midler, er forkerte.

Men det er ikke første gang, at sådanne og lignende sager kommer i offentlighedens søgelys.

Dengang var FN også stærkt kritiske over for de græske metoder.

- Det er en problematik og en bekymring, som vi adskillige gange har rejst over for den græske regering – og vi kræver, at de tilfælde, der bl.a. er blevet rapporteret af ngo’er, medier, samt flygtninge og migranter selv, bliver undersøgt, siger den danske talsperson for UNHCR, Elisabeth Arnsdorf Haslund.

24-årige Amjad Naim betalte en menneskesmugler for at krydse Middelhavet. Han nåede helt til den græske kyst, da kystvagten omringede ham og hans medpassagerer. (Foto: Mads Køngerskov)
24-årige Amjad Naim betalte en menneskesmugler for at krydse Middelhavet. Han nåede helt til den græske kyst, da kystvagten omringede ham og hans medpassagerer. (Foto: Mads Køngerskov)
Facebook
Twitter