Kretz: Kina og USA afgjorde udfaldet

Det var verdens to store økonomier, USA og Kina, der førte an i Paris, siger Steffen Kretz.

USA's udenrigsminister, John Kerry, sammen med Kinas klimaforhandler, Xie Zhenhua, i Paris. (Foto: Miguel Medina © Scanpix)

Hvor de tidligere har været noget lunkne omkring en global klimaaftale, var de indstillede på at nå en aftale denne gang.

- Det afgørende politiske momentum blev skabt allerede tidligere på året, hvor Kina og USA gav hinanden håndslag på, at den globale opvarmning skulle bremses, siger Steffen Kretz, der er DR's globale korrespondent.

Samtidig havde stort set alle verdens lande inden klimatopmødet meddelt, hvor meget de selv ville reducere CO2-udledningen.

- Endelig har det franske formandskab meget dygtigt styret både forhandlingerne og det diplomatiske spor, som gik forud for aftalen, med åbenhed og respekt for alle landes synspunkter, siger han.

Ikke let at føre ud i livet

Selvom aftalen blev mødt med glæde og opadvendte tommelfingre fra både politikere og mange klimaorganisationer, betyder det ikke, at alt nu bare kører på skinner.

- Den bliver ikke let at føre ud i livet. Og der er stadig mange usikre punkter, siger Steffen Kretz.

Aftalen skal først ratificeres - det vil sige "oversættes" til national lovgivning - i parlamenter verden over.

Og selv når det sker, er store dele af aftalen baseret på frivillighed, understreger Steffen Kretz.

- Men historien viser, at det, at landene nu har forpligtet sig til at registrere og indrapportere deres forurening i sig selv har den effekt, at de vil forsøge at bremse den, siger han.

Facebook
Twitter