Kretz om Stephen Hawking: Både hjernen og mennesket bjergtog folk

Stephen Hawking fik aldrig svar på sit store spørgsmål, fortæller DR's korrespondent.

Det var ikke blot Stephen Hawkings eminente hjerne og hans banebrydende forskning i forhold til universets sorte huller, der gjorde den britiske fysiker til verdens største videnskabsstjerne.

Det var lige så meget den menneskelige del af Stephen Hawking og hans ukuelige kamp mod ALS-sygdommen, der bjergtog folk og gjorde ham til et internationalt ikon.

Det fortæller DR’s USA-korrespondent, Steffen Kretz, som interviewede den nu afdøde videnskabsmand, da han i 2016 besøgte København.

- Han var det menneske, der levede længst tid med ALS, så han overvandt på en måde den visse død. Det betød, at han blev mere end bare en videnskabsmand. Han blev en vismand, som blandede astrofysik i den mest abstrakte form med filosofi og kloge livsbetragtninger, og han formåede næsten at gøre det uforståelige forståeligt, siger Steffen Kretz og forsætter:

- Den form for kommunikation ramte millioner af mennesker. Det så man også i København, hvor 30.000 personer prøvede at få billetter til det foredrag, han gav i DR Koncerthuset. Stephen Hawking havde virkelig en folkelig gennemslagskraft.

Dronning Elizabeth hilser her på Stephen Hawking. (Foto: POOL New © Scanpix)

Brillante svar om livet

Stephen Hawking fik ALS-diagnosen, der nedbryder kroppens muskler, da han var 21 år.

Dengang fik han at vide af lægerne, at han blot havde tre år tilbage at leve i. Men den dødsdom nægtede han at acceptere, og han nåede at leve med sygdommen i 55 år, inden han sov ind, 76 år gammel.

Han kunne dog hverken bevæge sig eller tale længere, men han kommunikerede igennem en computer, der var fastmonteret til hans kørestol. Og det kunne tage ham op mod ét minut at taste et ord på skærmen.

Derfor var det heller ikke nogen almindelig samtale, som Steffen Kretz havde med Stephen Hawking i København. Han havde et par uger forinden sendt spørgsmålene til Stephen Hawking, så fysikeren kunne forberede sig på svarene.

Og svarene, der handlede om alt fra fysik til rollen som far, gjorde indtryk på Steffen Kretz.

- Han kom med svar om universet og om tilværelsen som menneske, som i min optik var både brillante og tankevækkende. Og så havde de et strøg af britisk humor, som er fantastisk, når det kommer fra et menneske, der er låst fast i en kørestol, fortæller han.

Tre råd til børnene

Stephen Hawking nåede at få tre børn, inden sygdommen lammede ham.

Og ifølge Steffen Kretz beskrev børnene Stephen Hawking som en far, der var fuld af hengivenhed, og som havde et uendeligt mod på livet på trods af sin skæbne.

- Jeg spurgte ham blandt andet om, hvad hans bedste faderlige råd var, og her svarede han: Husk at kigge op på stjernerne og ikke ned på dine fødder. Hold aldrig op med at arbejde, for det giver livet mening og mål. Og hvis du er så heldig, at du finder kærligheden, så husk, at den er meget sjælden. Lad være med at smide den væk, fortæller Steffen Kretz.

Trods sin banebrydende forskning blev Stephen Hawking ved med at være nysgerrig, fortæller Stephen Kretz.

Og der var to spørgsmål, han aldrig fik svar på: Hvorfor universet eksisterer, og hvorfor vi mennesker er her.

- Når man ser på universets uendelige størrelse og på, hvor ubetydeligt og tilfældigt menneskelivet er, så virkede det ifølge Stephen Hawking fuldstændigt usandsynligt, at vi er her, fortæller Steffen Kretz.

- Nu får vi desværre ikke svaret fra Stephen Hawking.

Stephen Hawking modtager her the Presidential Medal of Freedom fra USA's daværende præsident, Barack Obama. (Foto: Jewel SAMAD © Scanpix)
Facebook
Twitter