Krigens vindere kan blive amerikanske olie- og gasproducenter: Europas køb af naturgas sikrer gyldne fortjenester

Europas ønske om at gøre sig uafhængig af russisk olie og gas åbner nye, lukrative muligheder for amerikanerne.

I USA kører oliepumperne for fuldt drøn - og olien går til skyhøje priser i Europa. (Foto: Lars Os © DR Nyheder)

Larmen fra tungt maskineri flænser morgenluften i Texas. Her godt 200 kilometer nordvest fra Dallas kører oliepumperne på højtryk.

- Siden krigen brød ud har det været hektisk. På en skala fra 1-10 ligger vi vel på 10 plus, siger Rhett Bennett, der er direktør i olievirksomheden Black Mountain.

Mens Europas ledere desperat forsøger at finde en vej ud af den galopperende energikrise, så ser USA's olie- og gasproducenter en ny lukrativ forretningsmulighed på den anden side af Atlanten.

- Her i USA bliver naturgas i øjeblikket solgt for cirka fire til fem dollars per MMBtu. I Europa kan det nemt løbe op i 75 til 80 dollars per MMBtu, inden ugen er omme. Så der er en dramatisk forskel i fortjeneste, fortæller Rhett Bennett.

MMBtu er en særlig energi-enhed som bruges i finansielle kontrakter, når det gælder naturgas. Pointen er: Der er store penge at tjene i Europa lige nu, hvor der er mangel på den naturgas, der før flød i rigelige mængder gennem gasledninger fra Rusland.

Rhett Bennett er direktør i olievirksomheden Black Mountain (Foto: Lars Os © DR Nyheder)

Gigantiske millonfortjenester

- Når et kæmpe fragtskib med flydende gas sejler afsted med de prisniveauer, vi ser i øjeblikket, så bliver der indkasseret en fortjeneste på op mod 75-80 milloner dollars, når den last når Europa tre uger senere. Så vi vil gerne have så meget afsted som muligt, fortæller Rhett Bennett.

Putins krig, der fører til død og ødelæggelse, har sendt Europa i favnen på en amerikansk olie-industri, der gerne vil overtage Ruslands plads på det europæiske energimarked. En industri som før blev udkonkurreret af billige russiske priser, indtil krigen torpederede det globale energimarked.

På energiinstituttet og universitetet, TCU, i Fort Worth følger man de voldsomme udsving nøje og har aktiekursernes slalomløb kørende på storskærme.

- Det er vanvittige prissving, vi ser i øjeblikket, fortæller professor Ann Bluntzer, som mener Europa helt naivt gik i Putins energifælde og nu sidder i saksen.

- I årtier er der blevet truffet modstridende beslutninger i flere europæiske lande. Ledere har sagt: Vi skal være Co2-neutrale. De har lukket for kul og atomkraft og sådan lidt gennem bagdøren hentet gas fra Rusland med håb om, at det hele ville gå, siger hun og fortsætter:

- Og nu står Europa i et stort dilemma, hvor der ikke er blevet investeret hurtigt nok i andre energikilder, og er afhængig af en farlig russisk leder, siger Ann Bluntzer.

Eksport tredoblet

Den situation har betydet, at USA nu leverer naturgas til Europa i rekordstore mængder.

I januar måned blev USA's eksport af flydende naturgas næsten tredoblet i forhold til året før.

Rusland, som tidligere stod for omkring 40 procent af Europas naturgas, har siden efteråret leveret et minium, altså hvad Rusland kontraktmæssig er forpligtet til. Og frygten for, at Putin skulle gøre det utænkelige og lukke for hanerne, har skabt lettere panik, fordi Putin i tiltagende grad har gjort utænkelige skridt til virkelighed i angrebet på Ukraine.

- Vi hører igen og igen sikkerhedspolitik er energipolitik, måske uden rigtig at forstå vigtigheden, før vi står midt i en krise, siger Ann Bluntzer.

- Mange tænker ikke så nøje over, hvilken energi skal sikre, at mine varer når frem til supermarkedet? At mit hus er varmet op, og at jeg selv kan komme fra A til B. Vi har taget det for givet, siger hun.

Professor Ann Bluntzer (Foto: Lars Os © DR Nyheder)

USA kan ikke redde Europa

Men selvom Europa er klar med den store pengepung, så kan USA ikke levere de mængder naturgas, som Europa har brug for - for Europa kan ikke tage imod det.

- Der er terminaler i England og Spanien. Men flere europæiske lande har ikke den infrastruktur, der er brug for endnu. Det vil kræve nye store investeringer, fortæller Ann Bluntzer.

Amerikansk naturgas skal først nedkøles og gøres flydende, så det kan transporteres i specialbyggede supertankere. Men for at “pakke gassen ud” igen ved ankomst, skal modtagerlandet have særlige LNG-gasterminaler, der gør den flydende gas til naturgas igen. Dem mangler flere europæiske lande. Tyskland har for eksempel ingen, men vil nu investere i den retning.

Ansatte i olievirksomheden Black Mountain på arbejde. (Foto: Lars Os © DR Nyheder)

- Da jeg fornyligt hørte EU-ledere og FN begynde at sige: Vi bliver nødt til at gentænke, om naturgas og atomkraft kan kategoriseres som grøn, tænkte jeg: Det er jo helt vildt, siger professor Ann Bluntzer.

- Hvis der overhovedet kan komme noget godt ud af den her forfærdelge situation, så er det, at verden globalt bliver tvunget til langt hurtigere at investere i bæredygtige og grønne løsninger.

Hun er personligt fortaler for atomkraft, som hun ser som en grøn løsning på såvel den globale opvarmning, som den energikrise verden står i.

Men der er dyb uenighed mellem EU-landene om, hvilke energiformer, der er grønne, og hvad der er de rigtige valg på et tidspunkt, hvor der er krig i Europa. Samtidig kræver FN's seneste rapport om klodens overlevelse et hurtigt farvel til fossile brændstoffer.

Nej til alt for hurtige penge

Oliedirektør Rhett Bennett føler, at han er på den rigtige side af linjen lige nu.

- Det er ikke realistisk at sløjfe fossile brændstoffer i morgen. Europa har brug for brændstof. Vi leverer den. Uden, vil jeres samfund gå i stå. Det er Putin, der invaderede Ukraine, han er skurken. Og ja, vi tjener gode penge, mens vi hjælper. Men sådan er kapitalismen, siger han.

Han understreger, at selvom industrien står til gyldne dage, så håber han to ting. At krigens lidelser stopper, og de skyhøje oliepriser falder.

- Hvis de her raketpriser fortsætter, er jeg bekymret for, at efterspørgslen falder. At folk ændrer adfærd, finder andre løsninger. Og at der pludselig venter en recession. Nej, vi har det faktisk bedst med en pris på omkring 75-80 dollars per tønde. Det holder det hele mere stabilt, smiler han, mens pumperne bag ham suger olie op til dagspriser over 100 dollar tønden.