Krigsbrochure i postkassen: Svenske Eva forbereder sig på krig med fiskeboller

De svenske myndigheder har udsendt en vejledning i, hvordan man forbereder sig på krig eller en klimakatastrofe.

- Fiskeboller er gode, de smager måske ikke så godt, men du kan spise dem kolde, hvis det er nødvendigt. Og så holder de et par år.

Vi er i den svenske by Sollentuna nord for Stockholm.

Med en dåse hvide fiskeboller i hånden står Eva Ladberg foran et lager af vakuumpakket mel, sukker og salt, dåsemad, vand i store dunke og et camping gasblus.

Hun har også en radio og en masse batterier.

- En radio er meget vigtig, og det tror jeg, folk glemmer. Du har brug for en radio, der virker uden elektricitet. Denne her kører på batterier og kan lades op med solenergi. Du kan bruge den som lommelygte, og den kan give mig al den information, jeg har brug for, siger hun.

Alle bør gøre som Eva

Eva Ladberg er en af Sveriges mange såkaldte ”preppere”.

På sit lager har Eva Ladberg blandt dåsemad og pulverkaffe.

Længe før den svenske beredskabsstyrelse i dag udsender sin brochure ”Hvis krisen eller krigen kommer” har hun forberedt sig på at overleve en naturkatastrofe, et terrorangreb eller en krig.

Helt på linje med myndighedernes anbefalinger.

Brochurens hovedbudskab er, at truslen fra klimaforandringer, cyberangreb og en ustabil sikkerhedssituation omkring Sverige gør, at alle svenskere burde tage en række forholdsregler.

De godt tyve sider indeholder konkrete råd til, hvad man kan gøre, hvis katastrofer eller angreb ødelægger de normale kommunikationsveje, el-nettet eller mad og vandforsyningen.

Udførlige tjeklister hjælper læserne med at huske det hele.

Ifølge Beredskabsstyrelsens direktør, Dan Eliasson, er der mange svenskere ligesom Eva Ladberg.

- Vi har lavet undersøgelser, der klart viser, at folk, der bor i Sverige gerne vil have vejledning i, hvordan de bedst forbereder sig på en potentiel krise og gerne vil have råd om mad, vand, elektricitet og kommunikation, siger Dan Eliasson.

Målet er at være selvforsynende

Eva Ladberg er gået ud i sin have og står nu med en høne i favnen.

Haven er ikke indrettet med græsplæne eller til at slappe af i.

Eva Ladberg er en af de mange svenskere, der forbereder sig på at blive selvforsynende.

I stedet har hun plantet grøntsager og bygget et hønsebur.

På den måde kan hun forsyne sig selv med grønt, æg og kød, hvis supermarkeder og købmænd skulle løbe tør, fortæller hun, mens hun smiler lidt.

- Vi har de ting, vi har brug for i dagligdagen. Måske gør vi lidt mere, end folk normalt gør, men det behøver ikke være mere avanceret end det her.

Facebook
Twitter