Krigsforbryder er død efter at have drukket gift i retten

Midt under en domsafsigelse i Haag rejste Slobodan Praljak sig op og angiveligt drak gift.

Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY) afbrød kort før middag en appelsag, da den dømte Slobodan Praljak ifølge sin advokat "havde taget gift". (Foto: - © Scanpix)

Den bosnisk-kroatiske krigsforbryder Slobodan Praljak er død efter en dramatisk episode i en retssal i Haag tidligere i dag.

Det bekræfter Kroatiens regeringschef, Andrej Plenkovic, ifølge AP.

Dødsfaldet bliver også bekræftet af FN's krigsforbryderdomstol, skriver Reuters.

Midt under appelsagen ved domstolen, der officielt hedder Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY), tog Slobodan Praljak en lille flaske med formodet gift frem og drak indholdet.

Den tidligere general under krigen i Bosnien havde netop fået stadfæstet straffen på 20 års fængsel, som han også var blevet idømt i 2013, da han afbrød dommeren.

- Slobodan Praljak er ikke krigsforbryder. Jeg afviser rettens afgørelse, sagde han.

- Vær venlig at stoppe. Vær venlig at sætte dem ned, lød det fra dommeren.

Men Slobodan Praljak blev stående. Løftede flasken op til sin mund, lagde sit hoved tilbage og tømte den foran en måbende retssal.

- Jeg har taget gift, lød det så fra den dømte.

Dommeren var tydeligt overrasket over optrinnet og valgte at afbryde retssagen og bad om, at gardinerne i retslokalet blev trukket for, hvorefter læger og ambulance blev tilkaldt.

Slobodan Praljaks advokat gentog over for dommeren, at det var gift, som klienten netop havde indtaget.

Det vides ikke, hvordan Praljak havde held med at få flasken med ind i retslokalet, hvor sikkerheden ellers er høj.

Dømt for mord og tortur på muslimer

Slobodan Praljak var før krigen i Bosnien i begyndelsen af 1990'erne forfatter og instruktør, men blev siden general og kæmpede en voldelig kamp for en ren kroatisk stat under opløsningen af det tidligere Jugoslavien.

På det tidspunkt var der massive politiske stridigheder blandt de involverede parter; bosniske serbere, kroater og muslimer.

Slobodan Praljak og fem andre blev dømt for blandt andet mord, tortur, voldtægt og ulovlig deportation af muslimer.

Praljak kom specifik i fokus i forbindelse med ødelæggelsen af den gamle bro i Mostar, hvis ødelæggelse, man mener, han beordrede.

Broen var en osmannisk, tyrkisk bro fra 1500-tallet og var fredet af Unesco.

Kroatiens regeringschef, Andrej Plenkovic, kalder dommene for 'dybt uretfærdige og kondolerer Praljaks familie.

DR Nyheder har valgt ikke at bringe videoen, hvor Slobodan Praljak tager sit eget liv.

Sagen kort

  • FN’s Sikkerhedsråd besluttede i 1993 at oprette Det Internationale Krigsforbrydertribunal (ICTY) for det tidligere Jugoslavien, som har haft til formål at retsforfølge de hovedansvarlige krigsforbrydere fra krigene på det tidligere Jugoslaviens territorium i 1990'erne.

  • I alt er 161 personer blevet anklaget ved ICTY - både serbere, kroater, bosniske muslimer og etniske albanere.

  • ICTY har nu stadfæstet fængselsdomme til i alt seks bosniske kroater med den tidligere bosnisk-kroatiske præsident Jadranko Prlic i spidsen. De blev første gang dømt i 2013 for deres forbrydelser under krigen i Bosnien.

  • Den bosnisk-kroatiske hær ledet af Slobodan Praljak og andre begik en masse forbrydelser, hvor de blandt andet myrdede muslimer, brændte huse og landsbyer ned. Mange civile blev massakreret og mange sendt i fangelejre.

  • ICTY har nu sat punktum for knap et kvart århundredes arbejde med en række sager mod krigsforbrydere fra regionen.

  • Domstolen har også tidligere dømt andre hovedpersoner fra krigen herunder Ratko Mladic, der var hærchef for de bosniske serbere, som stod bag Srebrenica-massakren i 1995. Og den tidligere bosnisk-serbiske leder Radovan Karadzic. Der blev ført sag mod Slobodan Milošević, den tidligere præsident for Serbien, men han blev aldrig dømt, fordi han døde i sin celle i 2006.

  • Krigen i Bosnien brød ud i 1992 og varede i tre år. Den blev den mest blodige konflikt i Europa siden Anden Verdenskrig med 100.000 dræbte og millioner på flugt. Kilde: Ritzau, folkedrab.dk