Krigsveteran redder tidligere danske soldater i Brasilien: Mange af os er kun et enkelt skridt fra afgrunden

I 1990'erne deltog Niels Christian i missioner på Balkan. Nu hjælper han andre danske veteraner.

- Vi skal ikke nærmere på kanten nu.

Tidligere oversergent Rasmus Palsgaard klamrer sig til en sten på størrelse med ham selv. Lidt længere fremme kan vi ane toppen af det skaldede bjerg Pedra de Baú. Et enkelt skridt til venstre kigger vi direkte ned i afgrunden. En stejl klippevæg smelter sammen med et stykke tæt skov omkring 200 meter under os.

- Ok. Vi kan godt gå lidt videre nu. Men med små skridt… små skridt, mumler Rasmus bag det store blonde skæg, mens øjnene flakker vildt.

Rasmus har højdeskræk, og det her må være noget nær det værste, man kan udsætte en mand med højdeskræk for. Vinden rusker kraftigt, mens Rasmus krabber sig lidt opad bjerget.

Manden, der har fået Rasmus herop, er ikke sadist. Han vil tværtimod meget gerne hjælpe krigsveteranen videre i livet. Og det skal åbenbart foregå lige her – på et bjerg midt i den vilde og smukke natur ved byen Campos do Jordao et par timers kørsel nord for Brasiliens største by, Sao Paulo.

- Jeg prøver at finde hans indre soldat frem igen, smiler Niels Christian Holmgaard Opstrup.

Han er manden, der tvinger Rasmus og andre danske krigsveteraner gennem fysiske strabadser, der kan minde om det, de kender fra deres fortid i Hæren.

Men det sker med et ædelt formål ifølge Niels Christian, der selv har en fortid som oversergent og var udsendt flere gange på de danske missioner på Balkan.

- Mange af dem har set så uhyggelige ting, at det sidder i dem, mange år efter de har været afsted. De er brudt helt sammen og ligger bare derhjemme for nedrullede gardiner. Ofte med selvmordstanker eller seriøse misbrugsproblemer. Når man har det sådan, mister man al selvtillid, så jeg presser dem lidt og giver dem nogle personlige sejre. Når de tager herfra igen, håber jeg, at de ved, at de er meget bedre, end de selv har gået og troet.

Tidligere oversergent Rasmus Palsgaard lider af ptsd. Han får hjælp i Brasilien til at komme tilbage til livet.

'Vi gør det, som krigere altid har gjort'

Niels Christian Holmgaard Opstrup flyttede til Brasilien for seks år siden sammen med sin brasilianske kone, Camila.

Parret driver i dag en slags hjemme-hotel her i bjergene. Altså hvor folk, der gerne vil dyrke sund kost og hård træning tilsat et skud militær disciplin, betaler for et ophold, der gerne strækker sig over et par uger eller mere.

Men for to år siden blev Niels Christian vred.

Han så flere og flere tilfælde af danske krigsveteraner, der fik lov til at synke ned i dyb depression på trods af de tilbud, som den danske stat tilbyder soldater, der har været udsendt til konfliktområder.

Det fik ham til at tilbyde gratis ophold i sit hus til krigsveteraner, og han har siden da hjulpet 20-30 veteraner videre i livet, da det det så sortest ud.

- Det, jeg tilbyder veteranerne, er først og fremmest mig. Jeg er en af de ældste krigsveteraner med erfaring fra et af de værste hold på Balkan fra midt 90’erne. Det, jeg laver hernede, er ikke raketvidenskab. Først og fremmest gør jeg dét, krigere altid har gjort, nemlig at tale om tingene. For at kunne det skal man selv være kriger.

I 1990'erne deltog Niels Christian Holmgaard Opstrup i missioner på Balkan. (© (c) DR)

Helt ude på afgrunden

Ptsd er det syndrom, som mange soldater, der har deltaget i krig, lider af.

Ofte rammer traumerne først, efter soldaterne er vendt hjem igen efter krigens rædsler, og kan fremprovokeres af små episoder i hverdagen.

For de, der lider værst af ptsd, er det direkte hæmmende for livet, og der følger ofte dybe depressioner med i kølvandet.

- Hele min motivation for at hjælpe veteraner er, at jeg mener, hele det danske system og det civile Danmark slet ikke har forstået, hvad det er, vores veteraner har været igennem, hvor store personlige ofre de har ydet, og derfor heller ikke forstår, hvor meget hjælp nogle af dem har brug for … eller hvordan man hjælper bedst.

- Mange af dem, jeg har haft hernede, er helt ude på afgrunden. Og så er der noget galt. Altså hvis systemet lader soldater, der har kæmpet for Danmark, falde igennem på den måde, mener Niels Christian Holmgaard Opstrup.

Øjnene smiler ikke

Tal fra Forsvarets Veterancenter viser, at 32.953 danske soldater var udsendt i perioden fra 1992 til 2018. Det vil altså sige i perioden, hvor dansk udenrigspolitik ændrede sig radikalt, og Danmark blev en krigsførende nation.

Krigene på Balkan, i Afghanistan og i Irak har haft store konsekvenser for en del af dem, der var afsted.

Da ptsd på mange måder er en usynlig lidelse, er det svært at vide præcis, hvor mange danske soldater der er ramt.

Forsvarets Veterancenter har dog gennemført en nærmere undersøgelse af et af de hold, der var afsted til Afghanistan (betegnet ISAF hold 7). Her viste det sig, at godt 10 procent af de udsendte har været ramt hårdt af ptsd-symptomer.

En af dem, der ved, hvordan det er er, er 34-årige Rasmus Palsgaard, som smiler lidt skævt, da han omsider når toppen af det brasilianske bjerg. Men øjnene smiler ikke. De vidner om, at Rasmus som ganske ung mand så ting i Afghanistan, der har ridset sig ind i sjælen.

- På mit hold mistede vi tre mand. Og det var hårdt for os alle sammen. Men det, der sidder allerdybest i mig, er de børn, vi fik ind på vores MedCenter. Særligt børn, der var forbrændte, havde jeg svært ved at håndtere. Børn, hvor munden næsten var smeltet sammen, og øjenlågene var væk. Deres skrig… jeg har det den dag i dag svært med børneskrig. Jeg kan simpelthen ikke høre, om børnene bare leger eller er i smerte.

'Da snørebåndet knækkede, gik jeg helt i sort'

Mens Rasmus var afsted på mission, blev traumerne holdt i skak. Der var hver dag opgaver, der skulle udføres. Oplevelserne fik lov at hobe sig op, og først efter han var kommet hjem, begyndte det at dukke op i bevidstheden. Han fortsatte sit job i Forsvaret, men en dag faldt verden sammen.

- Midt i en pause i et kursus skulle jeg snøre mine støvler. Da snørebåndet knækkede, gik jeg helt i sort. Jeg begyndte bare at græde - det stod ud af mig. Jeg ved ikke, hvorfor det lige skete der, men de fik mig fjernet fra stedet og taget ansvaret fra mig.

Rasmus Palsgaard kom ind i et behandlingsforløb og tog imod Forsvarets tilbud om psykologhjælp - og føler faktisk, at han fik al den hjælp, han kunne bede om. Men det er ikke nok for hans nye mentor Niels Christian Holmgaard Opstrup.

- Det er godt, at Rasmus føler, at han fik den hjælp, han skulle bruge. Men jeg ser desværre hans sag som en undtagelse. De fleste veteraner, jeg har haft hernede, føler ikke, at systemet forstår deres behov.

'Den værste krig er uden for slagmarken'

Rasmus Palsgaard skal være otte uger hos Niels Christian.

Hver morgen starter med en times hård vandring i bjergene i højt tempo. Og derefter går dagen med sunde måltider, hvor maden vejes nøje, fysisk træning, ridning, rapeling og andre fysiske aktiviteter.

Rasmus skal simpelthen i bedre fysisk form og dermed også få selvtilliden tilbage, så han kan vende hjem til Danmark med mere tro på livet og sig selv.

- Min kone har været en vanvittig støtte. Det er hende, der har dækket, de huller jeg efterlod, når jeg hare været mest nede. Jeg vil gerne give noget tilbage nu. Jeg håber, opholdet her er en kickstart til en ny og bedre periode i mit liv, siger Rasmus, mens han stirrer ind i det bål, som han og Niels Christian har tændt i mørket foran Niels Christians hus på bjergskråningen. Gnistrene springer livligt og orange i den brasilianske nat.

Niels Christian tror på Rasmus og konstaterer:

- Mit arbejde skal forstås som et klap på skulderen med tak for tjenesten og forhåbentlig en hjælp i den rigtige retning til at få styr på livet fremover.

- Som soldat i Danmark efterlader man aldrig en anden soldat på slagmarken. Den værste slagmark for mange veteraner er den, de møder, efter de er kommet ud af Forsvaret og møder systemet i Danmark og ofte civiles holdning. Jeg har viljen og evnen til at hjælpe, og derfor føler jeg også, at det er mit ansvar at hjælpe dem på denne slagmark.

Facebook
Twitter