Kriminelle Wagner-soldater vender hjem til Rusland på fri fod

Det vækker bekymring i Rusland, at mordere og voldsmænd bliver benådet.

Wagner-gruppens leder, Jevgenij Prigozjin, har fået mandat til at benåde fanger, hvis de har kæmpet i Ukraine. (Foto: © ALEXEI DRUZHININ, Associated Press)

Han var idømt 23 års fængsel, blandt andet for at have stået bag en brutal henrettelse af en hel familie på fire, og egentlig skulle han have siddet bag tremmer indtil 2044.

Men efter angiveligt seks måneders tjeneste som en del af Wagner-gruppen ved fronten i Ukraine, kunne Alexander Tyutin i december vende tilbage til Rusland som en fri mand.

Mindst 40.000 kriminelle er siden krigens begyndelse blevet hvervet af Wagner-gruppen fra russiske fængsler.

Det fortæller Niklas Rendboe, der er projektforsker ved Forsvarsakademiet og har skrevet speciale om Wagner-gruppen.

I fængslerne er de krimnelle blevet lovet en pæn månedsløn og benådning efter seks måneder ved fronten.

Ud af de mindst 40.000, er der meldinger om, at omkring 30.000 enten blevet dræbt i kamp eller flygtet fra Wagner.

Det efterlader en pulje på mindst 10.000 tidligere fængslede, som potentielt kan vende tilbage til Rusland med en benådning. To hold er allerede blevet sendt hjem, fortæller Niklas Rendboe.

Og selvom det er et fåtal af de kriminelle, der er kommet hjem, er det er noget, der skaber utryghed i dele af det russiske samfund og utilfredshed blandt pårørende til de dræbte.

- De indikationer, vi har, viser, at den russiske befolkning tager skarpt afstand fra det og ikke føler sig trygge over det, siger han med henvisning til reaktioner på sociale medier og kommentarspor under russiske medier.

Benådninger skaber uro i Rusland

I Rusland er der en stor forkærlighed for retsstaten og officielle processor, fortæller Niklas Rendboe.

Og derfor har flere russere også undret sig over, at Wagner-gruppens leder, Jevgenij Prigozjin, har fået mandat til at benåde de kriminelle.

- Der er rigtig mange, der har bemærket, at det simpelthen ikke kan være lovligt, at Prigozjin har fået mandat til at benåde. En benådning er en meget kompleks juridisk proces i Rusland, og det er kun Putin, der kan benåde, siger han.

- Det føler de sig utrygge over, for hvad er så det næste? Hvem kan man så se på gaden om et par år?

Alexander Tyutin er 66 år gammel, og ifølge Rendboe er der ikke meget, der tyder på, at han reelt har kæmpet seks måneder og risikeret liv og lemmer ved frontlinjen.

- Det er der ikke mange observatører, der rigtig tror på. Mange er meget skeptiske overfor, at han skulle have været fremme ved fronten.

Tyutin kan måske have betalt sig fra at det skulle ligne, at han har været i kamp i Ukraine, så han kunne blive benådet.

- Det virker oplagt, at der er indgået en studehandel mellem to kriminelle, siger Niklas Rendboe med henvisning til Prigozjin, der selv har en kriminel fortid.

Fremstilles som helte og 'nye mennesker'

I pro-russiske medier forsøger man at styre fortællingen om de hjemvendte kriminelle, der bliver fremstillet som helte, som har betalt deres gæld af ved frontlinjen.

Det fortæller Karen Philippa Larsen, der er Ph.d.-studerende ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor hun forsker i Wagner-gruppen.

Generelt bliver der ikke skrevet meget i medierne om de hjemvendte kriminelle, fortæller hun.

- Men når der bliver skrevet noget, handler det ofte om, at de kriminelle har været igennem en proces ved frontlinjen og kommer hjem som bedre mennesker med mere disciplin, siger hun.

I november åbnede Wagner et nyt hovedkvarter i Sankt Petersborg, hvilket blev set som et symbol på gruppens stigende indflydelse i Rusland. (Foto: © Anatoly Maltsev, Ritzau Scanpix)

Hun ser fremstillingen i de pro-russiske medier som et forsøg på at styre historien væk fra fortællingen om, at det er mordere og voldsdømte, der bliver lukket ud i samfundet.

Derudover kan det også være propaganda for at forsøge at hverve flere kriminelle til Wagner-gruppen.

Prigozjin argumenterer ofte for, at det er nødvendigt at rekruttere de kriminelle, for at undgå at flere civile russere bliver mobiliseret, siger Karen Philippa Larsen.

Prigozjin får magtfulde venner

Men det er nok ikke udelukkende af nød, at Prigozjin hverver Wagner-soldater í de russiske fængsler.

Han kan også have en interesse i at holde sig på god fod med et netværk af magtfulde kriminelle russere, fortæller Niklas Rendboe.

Det kan være brugbart for Prigozjin at magtfulde kriminelle som Alexander Tyutin står i gæld til ham, efter de er blevet benådet.

- Det er nogle magtfulde venner at have, og det giver måske endnu et ben at stå på, når han kæmper om magt og penge i Rusland, siger Niklas Rendboe.

Det kan dog skabe forklaringsproblemer for både for Putin og Prigozjin, hvis for mange af de kriminelle Wagner-soldater vender tilbage til Rusland.

- Både Prigozjin og Putin har en interesse i, at mange af de mennesker, der kommer ud til fronten, dør. For så kommer der ikke det her problem med de tilbagevendende eksfanger, siger Niklas Rendboe.

I denne udgave af Genstart kan du høre mere om manden bag Wagner-gruppen

Wagner ud af skyggen