Krise i Maldiverne: Politiet anholder tidligere præsident

Præsidenten i Maldiverne har erklæret landet i to ugers undtagelsestilstand.

Politiet i Maldiverne står klar ved en demonstration mod landets siddende præsident. (Foto: STRINGER © Scanpix)

En alvorlig strid mellem Maldivernes præsident Abdulla Yameen og landets højesteret har medført, at østaten og det populære ferieparadis nu er i undtagelsestilstand.

Politiet stormede her til aften Maldivernes højesteret, hvor et ukendt antal dommere ifølge en talsmand opholdt sig.

Dertil har betjente anholdt præsidentens halvbror, Abdul Gayoom, der var øgruppens præsident fra 1978 til 2008. Det oplyser talsperson ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- En stort antal politifolk har omringet mit hjem. For at beskytte eller anholde mig? tweetede han kort før hvad der viste sig at være en anholdelse.

https://twitter.com/maumoonagayoom/status/960575120094896128?ref_src=twsrc%5Etfw

Præsidenten har givet landets militær ordrer på at forhindre ethvert kup, skriver BBC.

Tidligere præsident uretmæssigt dømt

Maldivernes højesteret afgjorde i fredags, at en dom mod en anden tidligere præsident, Mohamed Nasheed, ikke er gyldig.

Mohamed Nasheed, der blev Maldivernes første demokratisk valgte leder i 2008, blev i 2015 idømt 13 års fængsel for terrorvirksomhed. Mohamed Nasheed tog siden til Storbritannien, hvor han har fået asyl.

Derudover genindsatte højesteretten fredag 12 parlamentsmedlemmer, der var blevet afsat af den nuværende præsident, da de gik over til oppositionen. Med de 12 medlemmer, har oppositionen fået flertal i parlamentet.

Maldivernes præsident Abdulla Yameen er erklæret landet i undtagelsestilstand. (Foto: Mohamed Waheed © Scanpix)

Domstolen beordrede i sidste uge regeringen til at løslade ni fængslede oppositionsledere. Præsidenten har hidtil afvist at følge afgørelsen.

- USA støtter Maldiverne. Regeringen og militæret skal overholde loven. Verden holder øje, tweetede USAs sikkerhedsråd.

https://twitter.com/WHNSC/status/960552460040507392?ref_src=twsrc%5Etfw

Det er anden gang, at Yameen indfører undtagelsestilstand.

Første gang var i november 2015 efter et påstået attentatforsøg mod ham.

Udenrigsministeriets Borgerservice opfordrer ifølge Ritzau danskere i Maldiverne, der er et yndet turistmål, til at udvise forsigtighed.

- Hvis du er i Malé (hovedstaden, red.), opfordres du til at være forsigtig og undgå demonstrationer og større forsamlinger. Der er ingen rapporter om, at turistområder eller Malé lufthavn er berørt, står der på Facebook.

Facebook
Twitter