Krisen rammer unge hårdt: Økonomer advarer mod 'Generation Corona'

Ungdomsarbejdsløsheden i OECD-landene er på få måneder steget fra 11 til 18 procent i gennemsnit.

24-årige Ella Baker-Roberts fra England er ét af ansigterne på 'Generation Corona' – et begreb, der er ved at snige sig ind i internationale økonomers ordbog.

Ella Baker-Roberts mistede sit job i London, da dén rejseorganisation, hun var assistent hos, blev ramt af coronakrisen. Fuldtidsjobbet finansierede hendes studier i naturbeskyttelse og dyrehandel på universitetet i Canterbury, og lige nu er hun flyttet hjem til sine forældre for at spare, mens hun har fået afslag på alle sine nye jobansøgninger, inklusive dem som kassemedarbejder i Lidl og Aldi.

Samtidig risikerer Ella Baker-Roberts at færdiguddanne sig til endnu mere arbejdsløshed i et Storbritannien, der lige nu har 47.000 flere unge arbejdsløse end på samme tidspunkt sidste år.

– Selvom det ikke er min egen skyld, så ændrer det ikke på, at det føles ydmygende at blive fyret. Jeg er ikke bitter på min tidligere arbejdsgiver, men jeg er bitter på regeringen over den måde, man har håndteret krisen på, siger hun til DR Nyheder.

Coronakrisen har fået den internationale ungdomsarbejdsløshed til at stige eksplosivt. Ifølge beskæftigelsestal fra OEDC - hvis 36 medlemsstater er blandt de rigeste industrialiserede demokratier – er den gennemsnitlige ungdomsarbejdsløshed på få måneder steget fra 11 til 18 procent.

- Hvis den her coronakrise sætter sig over en længere periode, så får vi en generation af unge, som man er begyndt at kalde "corona-generationen", siger OECD's danske vicegeneralsekretær, Ulrik Vestergaard Knudsen.

- Jeg kommer ikke engang til samtale, for de, som normalt ville være mine overordnede, søger job på lavere hylder, fordi der ikke er nogen job at få. (Foto: Kim Dang Trong)

Ingen job

Coronakrisen rammer nemlig de unge dobbelt lige nu, lyder det fra OECD:

- For det første er der mange unge ansat i de sektorer, som er hårdest ramt, for eksempel turismebranchen, restaurationsbranchen, underholdningsbranchen. Når de brancher bliver hårdere ramt end andre, bliver de unge også hårdere ramt end andre. For det andet, så har vi alle de unge, der er ved at være færdigudannede og skal ud og søge job på et arbejdsmarked, hvor de vil få meget svært ved at få job, fordi vi har stor arbejdsløshed. Så lige nu er der ikke særlig gode udsigter for de unge.

Hjemme i Canterbury er 24-årge Ella Baker-Roberts ved at opgive håbet om at finde et nyt job.

- Jeg kommer ikke engang til samtale, for de, som normalt ville være mine overordnede, søger job på lavere hylder, fordi der ikke er nogen job at få.

Mens Danmark ifølge OECD ser ud til at være det EU-land, der kommer mildest gennem krisen – noget, som OECD tilskriver en tidlig nedlukning af landet og en fortsat økonomisk aktivitet under lockdown - er unge europæere i eksempelvis Storbritannien og Frankrig anderledes hårdt ramt de kommende par år.

Fleksibilitet kan være vejen frem

I Frankrig var ungdomsarbejdsløsheden i maj måned oppe over 20 procent – dobbelt så høj som i Danmark. Og frygten for en 'génération Covid', som franskmændene kalder den, får senere i dag den franske regering til at præsentere en lang række tiltag, der skal træde i kraft fra september.

Blandt andet vil Frankrig skabe 200.000 efteruddannelsespladser til nyuddannede, som ikke kan få arbejde, og desuden gøre det mere attraktivt for virksomheder at ansætte unge under 25 år ved at etablere end statslig støtteordning på mellem 7,5 og 11 milliarder kroner.

I Storbritannien har man indført en storstilet hjælpepakke, hvor regeringen betaler de 16-24-åriges løn i op til 25 timers om ugen. Ordningen gælder for dem, som ellers ville være på overførselsindkomst - en gruppe, der siden marts har været 280.000 flere af i Storbritannien.

Derudover er mange britiske unge indrulleret på den store betalte orlovsordning, som ni millioner fuldtids- og deltidsansatte har været på siden nedlukningen. Spørgsmålet er, om de unges job stadig eksisterer, når ordningen udløber 1. oktober.

Ifølge OECD handler det for unge jobsøgende om at skabe fleksibilitet på arbejdsmarkedet, siger vicegeneralsekretær Ulrik Vestergaard Knudsen.

- Det er svært at sige noget meget positivt til de unge mellem 18 og 25 år lige nu, men selvfølgelig skal de blive ved med at tro på det, og de skal blive ved med at uddanne sig. Hvis man tror, at man har uddannet sig ind i en sektor, hvor udsigterne ikke er så gode på kort sigt, så tag kurser, videreuddannelse eller kom i gang med omskoling, så du øger dine muligheder, siger vicegeneralsekretær Ulrik Vestergaard Knudsen.

Ella Baker-Roberts er trods alt fortrøstningsfuld om fremtiden, fordi hun kommer fra en resursestærk familie. Men hun er bekymret på sin generations vegne.

- Jeg er utrolig heldig, men det er langt fra alle, der har den støtte hjemmefra. Vores generation har fået svære vilkår og jeg er bange for, at regeringen vil overlade problemet til de unge selv, med de negative konsekvenser, det fører med sig.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk