Kritik af udgifter til transkønnede soldater: 'Det svarer til et par besøg på et af Trumps golf-resorts'

Trump udtalte sig førhen varmt om transkønnedes rettigheder, men vil nu bandlyse dem i militæret.

Donald Trump holder under sin valgkampagne i oktober sidste år et regnbueflag op, som en LGBT-forkæmper har givet ham. (Foto: Chip SOmodevilla © 2016 Getty Images)

Den amerikanske præsident Trump meddelte i går, at han vil forbyde transkønnede personer at tjene deres land i militæret.

- Efter at have konsulteret mine generaler og militære eksperter gør jeg opmærksom på, at den amerikanske regering ikke længere vil acceptere eller tillade, at transkønnede personer på nogen måde tjener i det amerikanske militær, skrev den amerikanske præsident på Twitter og fulgte op med tweets, hvor han forklarer, at det skyldes 'overvældende udgifter' til medicin.

https://twitter.com/realDonaldTrump/status/890197095151546369

Præsident Trumps udmelding om at forbyde transpersoner i det amerikanske militær er kommet bag på mange amerikanske kommentatorer og står i stærk kontrast til Trumps tilsyneladende varme følelser for homo- og transmiljøet under sin præsidentkampagne i 2016.

- Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt, for at beskytte vores LGBTQ-borgere, sagde han blandt andet på det republikanske konvent i Cleveland.

LGBTQ er en forkortelse, der bruges om lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner.

​1.320 eller 15.500 transkønnede soldater?

Men hvor mange soldater vil Trumps nye forbud ramme, og hvor mange penge bruger det amerikanske faktisk på medicinudgifter til transkønnede?

Det er der en del usikkerhed om.

Ifølge den amerikanske militærveteran og homo-forkæmper Brenda Sue Fulton er det amerikanske forsvar den arbejdsgiver, der beskæftiger flest transpersoner.

- Der er omkring 15.000 transpersoner i aktiv tjeneste i militæret, og Trump har lige givet dem en fyreseddel, siger hun til NBC News.

Tallet, Brenda Sue Fulton refererer til, stammer fra Williams Institute ved UCLA-universitetet, der med en rundspørge fra 2011 estimerer, at omkring 15.500 transpersoner er i aktiv tjeneste, mens antallet af trans-veteraner eller -soldater af reserven er 134.300.

6.546 transkønnede amerikanere indgår i rundspørgen, og rapporten fra Williams Institute blev udgivet i 2014.

Et noget lavere tal findes i den undersøgelse fra tænketanken Rand Corporation, som Obama-administrationen refererede til, da den i 2016 ophævede forbuddet mod at lade transkønnede tjene i militæret.

Her opgøres antallet af transkønnede mænd og kvinder i aktiv tjeneste til mellem 1.320 og 6.630.

Der er ifølge Bloomberg lige nu 1,3 millioner aktive soldater i det amerikanske militær og 800.000 i reserven.

Hvis tallet fra Rand Corporation står til troende, vil antallet af transpersoner således udgøre mellem 0,1 og 0,5 procent af den samlede aktive styrke.

'Svarer til besøg på Trumps golf-resort'

Rand Corporation undersøgte i 2016 også de forventede ekstraomkostninger til medicinsk behandling (f.eks. behandling med hormoner, red.), hvis transkønnede tjener i militæret.

Det er de omkostninger, Trump bruger som argument for at bandlyse transpersoner i militæret.

Ifølge Rand Corporation vil militærudgifter til transkønnede soldater løbe op i mellem 2,4 og 8,4 millioner dollar (15-53 millioner kroner).

- Det svarer til et par af Trumps besøg på et af hans golf-resorts og allerhøjst 0,001 procent af Pentagons samlede budget på 600 milliarder dollar, bemærkes det sardonisk i en kommentar i New York Times.

Det højeste estimat fra Rand Corporation, 8,4 millioner dollar, svarer ifølge Bloomberg blot til 0,1 procent af de samlede sundhedsomkostninger til USA's militærpersonel.

Ifølge demokraten Adam Smith, der sidder i komitéen for de væbnede styrker i Repræsentanternes hus, er de faktiske udgifter til medicinsk behandling af transkønnede dog mere beskedne:

- Omkostningerne til hormonterapi til transkønnede personer i militæret har siden 2012 i alt udgjort 297.000 dollar (1,8 millioner kroner, red.), og der er ingen tegn på, at de tusinder af transkønnede personer, der lige nu gør tjeneste, har en negativ indvirkning på vores parathed, skriver han i en udtalelse.

Facebook
Twitter