Kronprinsen i sit andet hjem, Frankrig: 'Selvfølgelig kommer der masser af gode minder op om min far'

Kronprinsparret er med 50 danske virksomheder på erhvervsfremstød i Frankrig.

Danskerne kender ham som hele landets kronprins, men i Paris føler han sig som franskmand. I de her dage står kronprins Frederik i spidsen for et erhvervsfremstød i Frankrig - sammen sin hustru, kronprinsesse Mary, og 50 danske virksomheder.

Men kronprinsens gensyn med Paris bringer også minder frem om hans far, prins Henrik, der døde sidste år.

DR Nyheder har talt med Hans Kongelige Højhed og spurgt ind til dennes og familiens forhold til Frankrig og Paris:

- Selvfølgelig kommer der masser af gode minder op om min far, også fordi jeg har været i Paris med min far. Han kom også ned og besøgte mig et par gange, mens jeg var på ambassaden i Paris. Det vækker kun gode minder om, at jeg er fransk, og at jeg har et fransk ben et sted. Det er i høj grad noget, som jeg påskønner endnu mere nu, siger han.

  • Kronprins Frederik ankommer sammen med Patrick Devedjian, præsident for departementsrådet i Hauts-de-Seine, og Jean-Christophe Baguet, borgmester i Boulogne Billancourt, til musikhuset La Seine Musicale på øen Ile Seguin i Seinen under et erhvervsfremstød i Paris, tirsdag den 8. oktober 2019. Musikhuset, der stod færdigt i 2017, er bygget op på den ø, hvor der tidligere lå en Renault-fabrik og er et eksempel på, hvordan industriområder kan forvandles til noget, der gavner kulturen. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)
  • En model af musikhuset La Seine Musicale på øen Ile Seguin i Seinen bliver vist frem for Kronprinsen. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)
  • Kronprins Frederik i samtale med Ida Auken fra Radikale Venstre, der også var med på sejltur på Seinen under et erhvervsfremstødet i Paris. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)
  • Kronprins Frederik åbnede op for de mange gode minder om Prins Henrik, som turen til Paris har frembragt. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)
1 / 4

'Føler sig hjemme i Frankrig'

Kronprinsen var fra oktober 1998 til oktober 1999 udstationeret som 1. ambassadesekretær ved Den Kongelige Danske Ambassade i Paris.

- Jeg føler mig i dén forstand hjemme (i Frankrig, red.), fordi sproget er guidende for mig, siger kronprinsen.

Og det franske sprog strømmer ud af den danske kronprins:

- For den kongelige familie i Danmark er Frankrig næsten helt bogstaveligt vores andet hjem, siger kronprinsen på formfuldent fransk fra talerstolen i La Grande Arche, den moderne Triumfbue i Paris, der er tegnet af den danske artkitekt Johan Otto von Spreckelsen.

Stor interesse for dansk erhvervsliv

Det kongelige besøg i Paris fortsætter i morgen, hvor kronprinsse Mary skal mødes med den franske præsidentfrue Brigitte Macron, mens Kronprins Frederik er på virksomhedsbesøg og til møde om cybersikkerhed i det franske økonomi- og finansministerium.

Ifølge en pressemeddelelse fra kongehuset er energi og sundhed temaerne for erhvervsfremstødet, der vil fokusere på ældrepleje, "smart hospitals" og "life science" samt vindenergi, fjernvarme og byudvikling.

Og kronprinsen mærker tydeligt, at franskmændene interesserer sig for dansk erhvervsliv og danske løsninger inden for sundhed, miljø og klima:

- Der er en stor interesse fra fransk side i danske løsninger inden for grøn energi, inden for sygehusvæsenet. Jeg mærker klart en ny interesse fra Frankrig til Danmark, siger kronprinsen.

Herudover vil besøget omhandle dansk arkitektur. Blandt de virksomheder, der deltager i erhvervsfremstødet, er BIG - Bjarne Ingels Group, Henning Larsen og SLA Landskabsarkitekter.