Kronprinsparret gik rundt i Sonjas arkitektoniske eventyr i Saudi Arabien

En ung, dansk kvinde fra Østerbro har skabt et køligt udendørsrum på fem millioner kvadratmeter midt i den saudi-arabiske ørken. Det fik i dag besøg af kronprinsparret.

Kronprinsparret på besøg i Riyadhs nye finanscentrum i dag. (Foto: Puk Damsgård © dr)

Det var blot en tør ørkenplet, da Sonja Stockmarr i 2008 for første gang landede i Saudi Arabiens hovedstad Riyadh.

Den daværende saudiske kong Abdullah ønskede at udvikle et nyt finanscentrum på størrelse med Københavns Indre By. Henning Larsen Architects havde vundet projektet i 2006, og den nyuddannede arkitekt og byplanlægger på 29 år spillede en central rolle på projektet, som i dag fik besøg af kronprinsparret.

- Der var langt derud, det lå simpelthen uden for byen dengang, husker Sonja Stockmarr om sit første besøg på det nøgne stykke jord, som hun skulle hjælpe med at gøre til et bæredygtigt og innovativt finanscentrum i hjertet af Mellemøstens rige oliestat og magtcenter.

Glohedt ørkenklima

Hun var ankommet for at præsentere strategien for bydelen i et land, der rummer sine helt særlige udfordringer for en byplanlægger: Det glohede ørkenklima.

Iført heldækkende abaya og solbriller har Sonja Stockmarr holdt mange møder med saudi-arabiske mænd. (Foto: Sonja Stockmarr © dr)

- Hele ideen var at skabe et rum for mennesker. Og én af de ting, du opdager, når du er i Riyadh er, at livet leves indenfor - i biler og huse. Du går ikke, du kører, for om sommeren er der 50 grader, og du ser alting fra et vindue. Vi ville skabe bydelen ud fra en grundkerne om social bæredygtighed, det at man godt bare kan gå en tur, støde ind i mennesker, som også er en del af den gamle, arabiske kultur, så byen på den måde kunne tilslutte sig sine allerældste traditioner, fortæller Sonja Stockmarr.

Hendes opgave var derfor at undersøge, hvordan hun gennem arkitekturen og byplanlægningen kunne udvikle udendørsrum. Skulle bygningerne være høje eller lave? Kunne man blokere vinden og udnytte naturlige ressourcer, som skygge og beplantning, til at mindske temperaturen?

Første offentlige transportsystem

Hun skulle med andre ord udtænke og tegne, hvor i King Abdullah Financial District (KAFD) bilerne skulle køre, hvor bygningerne skulle stå, hvor stationerne skulle ligge - og på den måde påvirke, hvordan sauderne bevæger sig og lever i deres finanscentrum.

Ét af de nye tiltag i forbindelse med projektet var oprettelsen af hovedstadens første offentlige transportsystem, den såkaldte monorail, der blev forløberen til en omfattende metro, som i dag er ved at blive anlagt.

Riyadhs nye monorail-bane. (© Bombardier)

- Det kommer til at forandre demografien i byen, at sauderne satser på offentlig transport. Folk vil bevæge sig mere til fods, og for kvinder (der ikke må køre bil, red) og folk, der ikke har råd til privattransport og chauffør, gør det en enorm forskel i deres liv, forklarer Sonja Stockmarr.

Pendler fra Brumleby

Sonja Stockmarr har de seneste syv år rejst fra Brumleby på Østerbro i København til kongedømmet og iført sig den sorte, obligatoriske abaya, der dækker kroppen og et løst tørklæde over håret. Og så solbrillerne selvfølgelig. Hun har holdt møder og præsentationer for prinser, finansmænd, bygherrer og de lokale grundejere. Langt de fleste deltagere i møderne har været mænd.

- Sauderne er enormt innovative og vil gerne tænke nyt i forhold til deres byudvikling. Dem som jeg ofte står over for er saudiske mænd. Mange er uddannede i USA og England, de er vant til at omgås vesterlændinge, og jeg er aldrig blevet behandlet anderledes end de andre på holdet, siger Sonja Stockmarr.

Tværtimod erindrer hun et møde på én af sine mange rejser, hvor en mandlig mødedeltager imødekommende spurgte, om hun ikke helst var fri for at bære den heldækkende abaya og opfordrede hende til at tage den af. Da opdagede Sonja, at hun lige den dag ikke havde iført sig det allermest præsentable tøj under abayaen og lod den derfor blive på.

Riyadhs nye, danskdesignede finanscentrum. (Foto: Puk Damsgaard © dr)

Gennem sin byplanlægning har Sonja Stockmarr sammen med holdet formået at formindske temperaturen visse steder i bydelen med 8-10 grader i forhold til centrum af Riyadh. Og så har hun haft en helt særlig oplevelse i sin karriere:

- Jeg har som byplanlægger på usædvanlig kort tid set en hel bydel vokse op fra den bare ørken. Allerede inden vi overhovedet var færdige med tegningerne, var sauderne i gang med at grave grunden og kørte noget i nærheden af 1.000 lastbiler jord væk om dagen. Det har været enormt effektivt, siger Sonja Stockmarr.

Facebook
Twitter