Krybskytte dræbt af elefant og spist af løver i Sydafrika

Manden menes at være dræbt, mens han ulovligt var på jagt efter næsehorn i en nationalpark.

Krybskytter, der ulovligt jagter næsehorn, er et tilbagevendende problem i Kruger Nationalpark i Sydafrika (arkivfoto). (Foto: SIPHIWE SIBEKO © Scanpix)

Der var ikke meget tilbage at lede efter, men efter flere dages eftersøgning lykkedes det tirsdag rangerne i en sydafrikansk nationalpark at finde ligresterne af en formodet krybskytte.

Manden var blevet meldt dræbt af en elefant, men det eneste, rangerne har fundet af ham, er hans kranie og et par bukser.

Omstændighederne på stedet pegede på, at en flok løver havde spist det meste af ham, skriver Kruger Nationalpark i en pressemeddelelse.

Politiet er nu ved at undersøge de nærmere omstændigheder bag dødsfaldet.

På jagt efter næsehorn

Manden var sammen med fire andre taget ind i nationalparken mandag for at jage næsehorn. En elefant var dog pludselig gået til angreb og havde slået manden ihjel.

Hans partnere fortalte ifølge det lokale politi, at de derefter havde båret hans lig hen til en nærtliggende vej, så han ville blive fundet af forbipasserende næste dag.

Herefter underettede de familien, der anmeldte det til nationalparken, som igangsatte eftersøgningen.

Både rangere til fods og i luften ledte hele mandagen, indtil mørket satte eftersøgningen på pause. En udvidet eftersøgning fortsatte tirsdag, hvor det altså lykkedes at finde resterne af manden.

Tre mænd er blevet anholdt sigtet for ulovligt at bære våben, ulovlig indtrængen og forsøg på krybskytteri.

Farligt at tage ind til fods

Kruger Nationalparks administrerende direktør, Glenn Phillips, benytter lejligheden til at advare folk om tage ind i nationalparken.

- At tage ind i Kruger Nationalpark ulovligt og til fods er ikke klogt, og det indebærer mange farer, hvilket den her episode også er bevis på.

- Det er meget trist at se den afdødes døtre sørge over tabet af deres far, og endnu værre, at man kun har kunnet finde meget lidt af hans rester, siger han.

Ifølge Kruger Nationalpark er Afrikas sorte næsehorn stærkt udrydningstruet, efter bestanden på verdensplan faldt fra cirka 65.000 i 1970 til cirka 2.400 i 1995.

Det er dog lykkedes at få bestanden op på cirka 5.000, hvoraf mellem 349 og 465 lever i Kruger Nationalpark.

Den sydafrikanske regering bruger løbende mange ressourcer på at beskytte næsehornene for krybskytter.

De er nemlig hele tiden på jagt efter deres horn, som kan sælges som medicin i østen. I nogle verdensdele til en pris, der er højere end kokain, skriver CNN.

Facebook
Twitter