Krydstogtskib bugseres i havn: Redning med helikoptere fortsætter

Evakueringen af de 1.373 personer er fortsat i fuld gang. Dansk helikopter sendt til Norge.

Redningsaktionen på det nødstedte norske krydstogtskib 'Viking Sky' er nu gået ind i en ny fase.

Det er nemlig lykkedes at fastgøre slæbebåde til det store skib, så det nu kan bugseres i havn i Molde.

Samtidig fortsætter helikoptere på stedet med at hejse passagerer ud fra skibet én efter én.

Det er indtil videre lykkedes at evakuere knap 400 af de omkring 1.300 personer, der er om bord på det nødstedte norske krydstogtskib.

17 af de evakuerede er sendt til behandling på hospitalet.

Det oplyser Jan Arve Dyrnes, som er talsmand for Fræna kommune, hvor de tager imod de evakuerede passagerer, på et pressemøde søndag morgen.

Ældre og engelsktalende

Det er ikke til at sige, hvor lang tid det vil tage at få bugseret skibet i havn.

- Vi ønsker ikke at give noget tidsperspektiv på, hvornår skibet kan være inde i Molde. Først må slæbningen gennemføres, og vi ved endnu ikke, hvilken type farvand skibet skal igennem for at komme til Molde, siger Per Fjeld, som er talsmand for Hovedredningscentralen i Sydnorge til VG.

Situationen er stabil, og de passagerer, der endnu ikke er blevet evakueret, har fået både mad og drikke, oplyser Jan Arve Dyrnes på pressemødet.

I videoen herunder har en af passagerne filmet forholdene om bord på skibet.

Passagererne på skibet er alle engelsktalende, og mange er ældre, oplyser Eirik Walle, som er leder for beredskabet på pressemødet.

Passagerernes alder er med til at vanskeliggøre redningsprocessen, siger han.

Omkring klokken to lørdag eftermiddag fik politiet i Møre og Romsdal besked om, at krydstogtskibet på vej fra Tromsø til Stavanger havde fået motorproblemer omkring Hustadvika.

'Viking Sky' var lørdag blot 100 meter fra at støde på grund.

Siden da har helikoptere været i færd med at evakuere de i alt 1.373 personer om bord. 915 personer er passagerer.

Natten til søndag kom der gang i tre af skibets fire motorer, så indtil nu har skibet været på vej ved egen motorkraft.

Dansk helikopter hjælper

Forsvaret oplyser på Twitter, at de sender hjælp til Norge i form af en helikopter.

- Forsvaret sender lige nu en redningshelikopter til det sydlige Norge, skriver Forsvaret på det sociale medie.

Helikopteren skal afløse en norsk redningshelikopter fra sine redningsopgaver, så den kan hjælpe til ved redningsaktionen ved Molde, fremgår det af tweetet.

Dramatisk nat

En storm i området mellem Trondheim og Molde har gjort det til en lang og dramatisk nat for de tilbageværende personer på krydstogtskibet.

Det fortæller viceborgmesteren i Fræna Kommune, Jan Arve Dyrnes, som har taget imod de evakuerede passagerer.

- Det er en dramatisk situation. Vi er forberedte på at tage imod alle fra krydstogtskibet. Vi planlægger også, hvordan vi skal håndtere situationen fremadrettet, da det ser ud til at blive en længere aktion, siger han til NTB.

Her var skibet, da det kom i problemer.

Frivillige i kommunen har taget imod evakuerede fra 'Viking Sky' samt et lastfartøj, der selv fik motorstop og slagside, da det sejlede ud for at bistå krydstogtskibet.

Det oplyser den driftsansvarlige ved Møre og Tøndelags Losoldermandskab, der blandt andet står for navigation, til Bergens Tidende.

I 30 minutter drev skibet mod land, efter at skibets motorer var gået ud af drift, og mandskabet kæmpede med at få skibets to ankre til at tage fast i havbunden.

Video: Marit Holten har på Facebook delt denne video fra området, hvor skibet kan skimtes i horisonten.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter