Krydstogtskib får skylden for flere coronasmittede i Sydney

Passagerer fra et krydstogtskib med flere smittede fik lov til at gå i land i Sydney uden sundhedstjek.

Krydstogtskibet 'Ruby Princess' ankom til Sydney i torsdags. I går blev 130 passagerer registreret som smittet med coronavirus. (Foto: STRINGER © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

200 nye smittetilfælde i den australske storby Sydney bliver knyttet til krydstogtpassagerer, der gik i land selv om de vidste, at der var coronasmittede ombord, skriver det australske medie 7News.

Krydstogtskibet 'Ruby Princess' ankom torsdag med mindst 13 personer, der havde følt sig dårlige og var blevet testet for coronavirus om bord.

Resten af de i alt 2700 passagerer fik alligevel lov til at komme i land uden sundhedstjek eller temperaturmåling.

De fik besked på at gå i hjemmekarantæne i 14 dage, men mange rejste hjem med kollektiv trafik og gennem tætbefolkede områder.

Ifølge 7News ville cirka en tredjedel af krydstogtgæsterne rejse til andre lande i verden, og det er sandsynligt, at man ikke finder ud af, hvorvidt smitten bliver spredt derfra.

I går blev det oplyst, at 130 passagerer var blevet registreret som smittede. Men ifølge det australske medie News 9 er der yderligere 200 tilfælde af smittede i staten New South Wales, hvor Sydney ligger.

Blandt disse tilfælde er de første børn under ti år blevet registreret med coronavirus.

Det bringer det samlede antal af bekræftede smittetilfælde i staten op på 1.029, hvilken er halvdelen af alle landets smittede.

I går døde en 77-årig kvindelig passager, der var smittet med virusset. Det bragte det samlede antal dødsfald i Australien på otte indtil videre.

Politikere i staten har kaldt det 'katastrofalt', at passagererne fik lov til at gå i land for næsten en uge siden, da krydstogtskibets ledelse vidste, at passagerer kunne være smittede.

I formiddag lokal tid har Australien strammet regler for at inddæmme smittespredning af coronavirus.

Besøg i andres hjem bør 'holdes på et minimum', der må ikke være flere end ti personer til begravelser og bryllupper, og rejser til udlandet forbydes.

/ritzau/