Kun én sydstatsstatue står stadig i Richmond: Robert Lee, lederen af sydstatshæren

Richmond i Virginia er epicenteret for USA's debat om fjernelse af statuer.

Mange statuer er blevet taget ned eller væltet i forbindelse med Black Lives Matter-demonstrationer. Men statuen er sydstatsgeneralen Robert Lee står endnu. (Foto: (C) DR Nyheder)

Køreturen ned ad Monument Avenue i Richmond i Virginia fortæller om et forandret USA.

Vejen er oprindeligt kendt for sine mange statuer, men nu kører man i stedet forbi de tomme fundamenter, der før havde sydstatsledere på toppen.

I Richmond har de fjernet fire statuer langs med Monument Avenue - men de mangler stadig den vigtigste og mest symbolske: Statuen af Robert Lee, lederen af sydstatshæren.

Renate Sanders, pensionist. (Foto: (C) DR Nyheder)

- Han skal ned. Det er godt, at de andre statuer er faldet, men Robert Lee skal også væk. Vi skal fjerne ham fra fundamentet, siger pensionisten Renate Sanders, som DR møder foran den omdiskuterede og nu stærkt graffiti-ramte statue.

Hun har taget sine børn og børnebørn med til statuen, som nu er blevet et symbolsk samlingspunkt for Black Lives Matter-bevægelsen, og folk som vil have statuer af slavehandlere, slaveejere og andre racister fjernet.

Richmond er endt som epicenter for debatten om statuer i USA. En årsag er, at Monument Avenue havde mange statuer med sydstatsledere indenfor et lille geografisk område. Men Richmonds rolle som sydstaternes hovedstad under borgerkrigen har også medvirket til, at store dele af USA har fulgt med i byens opgør med statuerne.

James “Plunky” Branch spiller klarinet foran statuen af Robert Lee. (Foto: (C) DR Nyheder)

- Hvide magthavere fik rejst en lang række statuer nogle år efter borgerkrigen. Fordi magtbalancen svingede tilbage til fordel for de hvide. De ville ære generalerne fra sydstaterne og sende en klar besked til de sorte om, at de hvide nu var tilbage og altid ville bestemme i syden, udtaler James "Plunky" Branch foran statuen af sydstatsgeneralen Robert Lee.

Den 18 meter høje statue af Robert Lee blev rejst i 1890 i den tidlige del af den såkaldte "Jim Crow-æra", der var et tilbageslag for sortes rettigheder.

Statuedebat efter Floyd

Debatten om statuerne startede efter drabet på George Floyd i Minneapolis. Over store dele af USA fik demonstranter smadret og fjernet statuer af racister.

Men flere byer valgte selv af fjerne statuerne for at komme folkestemningen i møde. Bystyret i Richmond valgte også at fjerne nogle af statuerne.

- For os var det et point of no return. Dråben, der fik bægeret til at flyde over. Vi kom til en skillevej her i Richmond med vores specifikke historie og er nu endt i den situation, at de fleste statuer langs med Monument Avenue er fjernet. Og den sidste kommer også væk, siger James "Plunky" Branch.

Statuen er blevet et symbolsk samlingspunkt for Black Lives Matter-bevægelsen, og folk som vil have statuer af slavehandlere, slaveejere og andre racister fjernet. (Foto: (C) DR Nyheder)
Statuen er blevet et symbolsk samlingspunkt for Black Lives Matter-bevægelsen, og folk som vil have statuer af slavehandlere, slaveejere og andre racister fjernet. (Foto: (C) DR Nyheder)

Området omkring statuen har nu små boder, der sælger T-shirts og mad. Skilte med sorte, der er blevet dræbt af politiet, står rundt om statuen. Der er næsten dagligt en manifestation fra Black Lives Matter-bevægelsen, og mange kommer rejsende langvejs fra.

- Det bliver en kæmpe fest, når de tager denne statue ned. Hele min familie taler kun om, hvordan vi fik de andre statuer fjernet, fortæller Larry Minor, som DR møder oppe på selve fundamente,t hvor folk går rundt - lige nede under sydstatsgeneralen på sin hest.

Det er dog uvist præcist, hvornår statuen af Robert Lee bliver fjernet. Guvernøren har sagt, at statuen vil blive fjernet, men en gruppe borgere forsøger at stoppe det i domstolene. Et delstatsligt udvalg har anbefalet, at statuen skæres op i tre stykker og fragtes væk, så den eventuelt kan blive rejst op igen.

En mand holder et skilt op med budskabet Black Lives Matter (Foto: (C) DR Nyheder)

Historien kan læses i en bog

Mange kritikere af sydstats-statuerne har undret sig over, at lederne af en hær, som i princippet førte krig mod USA, er blevet ophøjet til af få monumenter og statuer rejst.

Sydstaterne trak sig jo ud af USA og førte krig mod Unionen, der bestod af Nordstaterne - primært på grund af opgøret om slaveriet.

- For alle jer europæere vil det være det samme som, hvis der var rejst statuer af Hitler i Tyskland. Historien bliver normalt skrevet af vinderne. Man sætter ikke store statuer af taberne op på den vigtigste vej i hele byen. Det gør man kun, fordi det skal ses i en kontekst af hvidt overherredømme, siger James "Plunky" Branch.

Modstandere af at fjerne statuerne har argumenteret for, at man sletter historien, når man fjerner statuerne. Men det giver Renate Sanders ikke meget for.

- Det er noget bavl. Man kan bare læse historien i en bog, og statuerne kan flyttes hen på en form for gravsted, hvor folk med interesse i sydstatsregeringen kan se på det. Desuden kan vi også sætte ekstra ind i skolerne, så børnene lærer vores historie ordentligt, fortæller Renate Sanders til DR foran statuen af sydstatsgeneralen Robert Lee.

Facebook
Twitter