Kun et døgn efter våbenhvile: Kampe brudt ud i Yemen

De krigsførende parter gav i går hinanden hånden på våbenhvile efter syv dages forhandlinger.

Yemens udenrigsminister, Khaled al-Yamani (tv.) og repræsentant og forhandler for Houthi-oprørerne Mohammed Abdelsalam (th.) giver hinanden hånden efter aftalen om en våbenhvile i Hodeida. (Foto: © Jonathan Nackstrand, Scanpix)

Den kun ét døgn gamle våbenhvile i Yemens havneby Hodeida ser allerede ud til at være brudt. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Lokale indbyggere beretter om, at der i dag er udbrudt kampe i udkanten af byen. En indbygger fortæller til Reuters, at han har hørt lyden af missiler og automatiske våben.

To af de stridende parter i den knap fire år lange borgerkrig, Yemens regering og houthi-oprørerne, var indtil i går samlet til fredsforhandlinger lidt uden for Stockholm.

Det var første gang i mere end to år, at parterne var samlet ved forhandlingsbordet.

Forhandlingerne sluttede med håndtryk og en aftale om, at begge parter trækker deres tropper ud af Hodeida og indgår våbenhvile.

Det er meningen, at våbenhvilen skal gøre det lettere for nødhjælpsorganisationer at nå frem til landet, hvor over 20 millioner ud af landets 29 millioner indbyggere er plaget af sult.

- (Våbenhvilen, red.) kan blive startskuddet til fred og enden på den humanitære krise i Yemen, lød det blandt andet fra FNs generalsekretær Antonio Guterres.

Grafik: Morten Fogde. Kilde: RiskIntelligence
Grafik: Morten Fogde. Kilde: RiskIntelligence

Hold øje med våbenhvilen

Tidligere i dag opfordrede FN's særlige udsending til Yemen, Martin Griffiths, til, at der med det samme bliver indsat FN-observatører i Hodeida, som skal holde øje med, om våbenhvilen bliver overholdt.

Overfor FN's sikkerhedsråd gjorde han det klart, at FN's tilstedeværelse i Hodeida er "en essentiel del af den tillid", som er nødvendig for at implementere gårsdagens aftale mellem de krigsførende parter.

Hodeida er under houthi-oprørernes kontrol, ligesom de kontrollerer hovedstaden Sana'a.

Hodeida betragtes som en strategisk vigtig by, da dens havn tjener som livline for de cirka 18 millioner yemenitter, som bor i de territorier, der er under houthi-oprørernes kontrol. Cirka 80 procent af nødhjælpen til landet bliver distribueret gennem byen.

Som led i fredsforhandlingerne blev parterne også enige om at udveksle flere end 15.000 fanger. Udvekslingen skal efter planen finde sted i begyndelsen af det nye år.

KRIGEN I YEMEN

  • En koalition af arabiske lande gik i 2015 ind i krigen på regeringens side. Koalitionen er ledet af Saudi-Arabien. USA, Storbritannien og Frankrig støtter denne koalition, blandt andet med våben, logistik og rådgivning.

  • Saudi-Arabien ser houthi-oprørerne som en trussel, fordi de er støttet af Iran. Saudierne har gennemført massive bombekampagner og indført blokader, der har påvirket import af varer og nødhjælp. Ofte er civile mål blevet ramt, hvad end det har været begravelser, bryllupper, hospitaler eller en busfuld skolebørn.

  • Houthierne har sendt missiler ind over Saudi-Arabien. Saudi-Arabien anklager Iran for at smugle våben til houthierne gennem havnebyen Hodeida på Yemens vestkyst. Det afviser Iran.

  • Mindst 10.000 menes at være blevet dræbt i krigen, men tallet kan være langt højere, da ingen har det fulde overblik.

  • FN betegner situationen i Yemen som den største humanitære katastrofe i verden netop nu.