Kurderne med håndsrækning til den danske regering: 'Klar til at sende børn fra syriske lejre uden mødre'

Nu er selvstyret i Nord- og Østsyrien klar til at diskutere, om danske børn i lejre kan sendes hjem uden deres mødre. Men de vil have noget til gengæld.

Selvom det kurdiskdominerede selvstyre altså ser ud til at være klar til at forhandle med den danske regering om at sende børnene hjem uden deres mødre, er det stadigt et spørgsmål om kvinderne vil lade deres børn rejse hjem uden dem. Personerne på billedet fra al-Roj-lejren har ikke tilknytning til Danmark. (Foto: DR Nyheder)

Om præcis en måned skal en særlig arbejdsgruppe nedsat af regeringen og en række af Folketingets partier komme med svar på et simpelt, men kontroversielt spørgsmål:

Kan danske børn af forældre i syriske lejre hentes hjem til Danmark uden deres mødre?

Et simpelt spørgsmål da det kan besvares med et ja eller nej, kontroversielt da det kurdisk-dominerede selvstyre, der kontrollerer lejrene, allerede i flere danske medier har skudt planen ned. Kurderne afviser at skille børn og mødre ad.

Men i et nyt interview med DR Nyheder åbner selvstyret nu for netop den mulighed.

- Vi mener som udgangspunkt, at de (den danske regering, red.) bør tage børnene med deres mødre. Hvis et barn skal skilles fra moren, så skal det være med morens tilladelse og underskrift, siger Badran Jia Kurd, der er vicepræsident for selvstyret i Nord- og Østsyrien.

- Så hvis moren skriver under, er det ok?

- I selvstyret kan vi diskutere de sager, og det vil ikke være et problem.

- Selv hvis det ikke er humanitære sager, hvor børnene for eksempel er syge?

- Sandt. Hvis moren accepterer, kan vi godt diskutere de sager, siger vicepræsidenten.

'Vi skal se, hvordan man kan hjælpe børnene'

Det danske Udenrigsministerium har ”kendskab til 19 børn af – eller knyttet til – danske eller tidligere danske statsborgere, der opholder sig i al-Hol og al-Roj-lejrene” i det nordlige Syrien. Børnenes mødre – seks i alt – er alle rejst til Syrien, hvor de har opholdt sig i terrorgruppen Islamisk Stats såkaldte kalifat.

I slutningen af april nedsatte regeringen, SF, De Radikale, Venstre, De Konservative og Liberal Alliance en såkaldte ’taskforce’, der inden 15. maj skal undersøge, om nogle af børnene kan hentes hjem uden deres mødre.

- Forholdene i lejrene har været kraftigt forværret over de seneste par måneder. Vi skal se, hvordan man kan hjælpe børnene uden forældrene inden for konventionerne, sagde udenrigsminister Jeppe Kofod (S) dengang.

Al-Roj-lejren her huser 2.376 fanger og har været i brug siden 2015. 60 procent af de tilbageholdte er børn og unge under 18 år.
Al-Roj-lejren her huser 2.376 fanger og har været i brug siden 2015. 60 procent af de tilbageholdte er børn og unge under 18 år.

To andre kvinder med tilknytning til Danmark har tidligere forsøgt at flygte fra lejren, og samtidig advarer de lokale myndigheder om, at Islamisk Stat radikaliser børn i specielt al-Hol-lejren, hvor volden er eksploderet i år med omkring 50 mord i årets første måneder.

'Vi har ingen direkte støtte fået fra den danske regering'

Ifølge DR Nyheders kilde med kendskab til taskforcens arbejde skal en officiel dansk delegation besøge netop det kurdiskdominerede selvstyre inden længe for at undersøge muligheden for at evakuere børnene.

Vicepræsidenten gør det dog samtidig klart over for DR, at selvstyret vil have noget til gengæld, hvis de danske myndigheder tager børn hjem uden deres mødre.

Badran Jia Kurd, der er vicepræsident for selvstyret i Nord- og Østsyrien. (Foto: DR Nyheder)

- Hvis børn bliver sendt afsted uden mødrene, må regeringen gøre det klart, hvad planen er vedrørende mødrene. Så skal der laves projekter for mødrene, for det er ikke fair at efterlade hele ansvaret hos os, siger Badran Jia Kurd.

Han efterspørger også mere direkte støtte fra Danmark, når det gælder om at forbedre både sikkerheden i lejrene og i de fængsler, hvor flere IS-medlemmer med tilknytning til Danmark sidder fængslet.

- Vi har ingen direkte støtte fået fra den danske regering. Den støtter forskellige hjælpeorganisationer, men det er mellem dem og organisationerne. Vi har ikke fået nogen direkte støtte fra Danmark, når det gælder det her emne. Men IS er et internationalt problem, og de enkelte lande har et ansvar for de her familier, siger Badran Jia Kurd.

Selvom det kurdiskdominerede selvstyre altså ser ud til at være klar til at forhandle med den danske regering om at sende børnene hjem uden deres mødre, er det stadig mere end uklart, om planen kan gennemføres.

Mødrene skal under alle omstændigheder sige ja til, at de vil skilles fra deres børn. Og de mødre til danske børn, som DR har mødt for nyligt i al-Roj-lejren, er indtil videre afvisende over for den ide.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ønsker ikke at stille op til interview med DR Nyheder i forbindelse med nærværende historie. Han har sendt følgende citat på skrift via ministeriets pressetjeneste.

- Den hurtigtarbejdende taskforce, vi for nylig har nedsat, har blandt andet til opgave at være i kontakt med den kurdiskdominerede lokaladministration i forhold til at se på konkrete modeller for evakuering af danske børn. Det arbejde pågår, men jeg kan ikke gå i detaljer på nuværende tidspunkt. Heller ikke om eventuelle diplomatiske drøftelser.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk