Kurdisk vicepræsident i Syrien advarer: 'Hvis fanger lykkes med at flygte, kan de ende i Europa'

Kurdiske myndigheder advarer om, at de ikke har ressourcer til at sikre lejrene.

- Situationen er farlig. Ikke bare for os, men for alle.

Sådan lyder det fra vicepræsidenten hos det kurdisk-dominerede selvstyre i Nord- og Østsyrien, Badran Jia Kurd. Han advarer om, at Islamisk Stat er aktive i al-Hol-lejren, der huser tusindvis af fanger, der er flygtet fra IS, og at den dårlige sikkerhed og flugtforsøgene er en trussel. Også for Europa.

Et af de steder, der har været flugtforsøg fra, er de fængsler, hvor de farligste IS-medlemmer sidder, fortæller Badran Jia Kurd:

- Mange IS-fanger har forsøgt at flygte, og alle ved, at hvis de lykkes med at flygte, så tager de mod Tyrkiet og videre til Europa, hvor de kan gøre, hvad de vil.

I går kunne DR afsløre, at den danske topterrorist Basil Hassans kone og barn er forsvundet fra al-Hol-lejren og ifølge flere kilder er flygtet ved hjælp af menneskesmuglere. Basil Hassanmistænkes for drabsforsøget på islamkritiker Lars Hedegaard i 2013. Siden nåede han til tops i Islamisk Stats militærapparat.

Forsker i international sikkerhed Maja Touzari Greenwood ved Dansk Institut for Internationale Studier ser med bekymring på DR Nyheders afsløring om Basil Hassans hollandske hustrus forsvinden.

- Hun har ganske givet et godt netværk dybt inde i IS. Og det er aldrig en bæredygtig terrorbekæmpelse at have folk drivende rundet i Mellemøsten. Og hvis man udsteder en international arrestordre, havde det da været nemmere, hvis man vidste, at hun var i al-Hol-lejren, siger hun og fortsætter:

- Sikkerhed er et spørgsmål om overblik og kontrol, det er to elementer, man fratager efterretningstjenesten ved at have dem på fri fod i Mellemøsten - højst sandsynligt hos IS - på et eller andet tidspunkt. Vi har væsentligt nemmere ved at imødegå den trussel, der udgår fra mødrene, hvis de er herhjemme.

Men Bassil Hassans kone og barn er ikke de eneste, det er lykkedes for at flygte fra fangelejren.

Der opholder sig omkring 60.000 kvinder og børn i al-Hol-lejren, hvor billedet her er taget i 2019. (Foto: © ALI HASHISHO, Scanpix)

'Situationen er farlig'

Kvinder og børn fra den syriske fangelejr al-Hol bliver smuglet ud i lastbiler og gennem huller i hegnet. Og de lokale myndigheder har ikke nok ressourcer til at stoppe flugten, siger de til DR.

- Islamisk Stat gør situationen i lejren farlig, og hver dag er der folk, som forsøger at flygte. Derfor siger vi, at der burde være mere støtte, så vi kan forstærke sikkerheden og stoppe flugtforsøgene, siger Badran Jia Kurd.

To andre kvinder med tilknytning til Danmark har bekræftet over for DR, at de ligeledes har forsøgt at flygte fra lejren. De blev dog fanget af lejrens vagter under flugtforsøget.

Mange andre lykkes dog med at flygte fra lejren, der huser 60.000 mennesker, som tidligere har boet i Islamisk Stats såkaldte kalifat. Ifølge en rapport fra Egmont Royal Institute for International Relations er mindst 40 kvinder fra lande som Sverige, Holland og Belgien flygtet det seneste år.

Se Siymand Ali der er talsmand for YPG fortælle, om hvordan folk smugles ud af fangelejrene:

Al-Hol-lejren er bygget som en flygtningelejr og er ikke beregnet til at fungere som et fængsel. Derfor kræver det en større investering, hvis den skal sikres ordentligt, lyder det fra de lokale væbnede styrker i området.

- Der er ikke mure rundt om eller vagttårne med ordentlig kamerateknologi. Vi har for eksempel ikke infrarøde og varmesøgende kameraer, og der har ikke været støtte fra de lande, som har statsborgere siddende der. De har overladt hele ansvaret til de væbnede styrker her og selvstyret, og derfor har der været tilfælde af smugling, siger Siymand Ali, der er talsmand for den væbnede gruppe YPG.

Da DR for få dage siden besøgte al-Hol-lejren, var der flere steder i den irakiske og syriske del af lejren, hvor der var store huller i hegnet, eller hegnet var helt væk. Den afdeling af lejren, som huser kvinder og børn fra andre lande, er bedre sikret, men menneskesmuglere er stadig i stand til at smugle hele familier ud.

- Den irakiske del af lejren kan du blive smuglet ud af for 1.000 dollar, men det er meget dyrere fra afdelingen for udlændinge. Der koster det over 10.000 dollar for at komme til Idlib-provinsen i Syrien. Men jeg kan ikke tale om det, siger en mand, som DR møder i nabobyen til lejren.

Mindst 40 kvinder fra lande som Belgien, Sverige og Holland er flygtet fra al-Hol-lejren det seneste år. Foto: DR Nyheder.

DR følger grupper på chat-tjenester på nettet, hvor støtter af Islamisk Stat direkte samler penge ind til kvinderne i lejren, og hvor folk i nogle tilfælde beder om penge til at finansiere en flugt fra al-Hol-lejren.