Kurdiske krigere laver video af barn med maskingevær

En Youtube-video af en lille kurdisk pige, der skyder med et maskingevær, breder sig på sociale medier.

Videoen af den lille pige, som skyder, er blandt andet blevet delt af en pro-kurdisk Facebook-side. (© Youtube)

Hun er måske omkring seks år - den lille kurdiske pige, som affyrer skud et sted i det nordlige Irak.

Propagandavideoen af hende er lavet af en militant kurdisk gruppe, som kæmper en indædt kamp mod Islamisk Stat.

Den er tilsyneladende blevet lagt på Youtube i midten af januar, den er også blevet delt på en pro-kurdisk Facebook-side, og nu breder den sig på sociale medier i arabiske kredse. Det skriver BBC.

I videoen ses pigen ved en bakkeskråning med et maskingevær. På en kurdisk dialekt snakker hun med en mand, der står bag kameraet. Han spørger hende, hvor mange IS-kæmpere, hun har dræbt. 400, svarer hun.

Pigen læner sig ind over maskingeværet og begynder at skyde.

- Dræb, dræb, råber manden i baggrunden.

Videoen er lagt ud af en kanal ved navn 'Kurdish YPG' - YPG er betegnelsen for en gruppe militante kurdere. Kanalen har også delt en tidligere viral video af kurdiske kvinder, som kæmper mod Islamisk Stat.

Ikke som IS-propaganda

Islamisk Stat har ofte brugt børn som en del af deres propagandavideoer, men det er ikke det, som kurderne prøver at efterabe. I hvert fald ikke hvis man spørger medieanalytiker Hiwa Osman, som kommenterer på forhold i Irak og Kurdistan.

Han mener, videoen er et enkeltstående tilfælde, når det gælder kurdernes forsøg på at få deres budskaber ud.

- Jeg har ikke set andre videoer som denne. De mest militariserede billeder jeg har set, er børn iklædt de kurdiske kæmpere tøj ved festlige lejligheder, siger han til BBC.

Videoen er delt af flere kanaler, men du kan finde en version af den her.

Facebook
Twitter