Kvinde svømmede kun en brøkdel af tur over Atlanten

Jennifer Figge kom i alverdens medier for at have svømmet over Atlanterhavet som den første kvinde. Men i virkeligheden svømmede hun kun en brøkdel af turen.

Jennifer Figge svømmede i et bur, der var koblet på ledsagebåden.

Natten mellem lørdag og søndag kom telegrammet fra Associated Press: 56-årig svømmer som den første kvinde over Atlanten.

Nyheden om svømmeren Jennifer Figge blev slået stort op medier i alverdens medier, også her på dr.dk.

Men læsere kloden rundt begyndte hurtigt at undre sig. For der var noget helt galt med matematikken i Jennifer Figges præstation.

Hurtigere end verdensrekord

Hun havde nemlig svømmet over 3.000 kilometer på 19 dage. Og så havde hun endda maksimalt svømmet otte timer i døgnet.

For eksempel bemærkede en læser af historien her på dr.dk, at Figge i givet fald havde svømmet cirka 20 kilometer i timen. Og det er immervæk noget af en bedrift for en 56-årig - skrev læseren - i betragtning af, at verdensrekordholderen på 50 meter fri for mænd svømmede 8,3 kilometer i timen, da han satte sin rekord.

Også på Jennifer Figges Facebook-fanside og i kommentarfelterne under nyhedsartikler om rekorden rasede debatten mellem skeptikere og beundere af Jennifer Figges præstation.

Kun 400 km

Og midt i nat kom så rettelsen fra Associated Press. I et kortfattet telegram konstaterer nyhedsbureauet, at det var en fejl, da man havde skrevet, at Jennifer Figge svømmede over Atlanterhavet.

I virkeligheden svømmede hun kun en brøkdel af turen fra Kap Verde til Trinidad. Resten af tiden hvilede hun sig på den katamaran, som ledsagede hende på rejsen.

Figges talsmand vurderer, at Figge kun svømmede omkring 400 kilometer af turen.

Facebook
Twitter