Bevæbnede vagter afviste i dag afghanske kvinder, der prøvede at komme ind på Edrak-universitetet i Kabul.
Det rapporterer flere nyhedsbureauer.
Det sker, efter at Taliban-styret har forbudt, at kvinder modtager højere uddannelse.
- Vi gik til universitetet, Taliban var der, og de sagde: "I har indtil videre ikke lov til at gå ind". Alle græd, fortæller Shaista, der studerer på en handelsuddannelse, til nyhedsbureauet Reuters.
Videoer fra nyhedsbureauet AP viser, hvordan en lille gruppe kvinder omfavner hinanden og græder uden for universitets port.
Studerende: Alt for svært at acceptere
18-årige Madina, der studerer kommunikation og journalistik, og som ikke ønsker sit efternavn frem, har svært ved at fatte konsekvenserne af beslutningen, der blev meddelt fra Taliban-styret tirsdag.
- Jeg har intet at sige. Både jeg og mine venner har ingen ord til at udtrykke, hvad vi føler, siger hun til nyhedsbureauet AFP.
Også Hassiba, der læser politisk videnskab på tredje år, har svært ved at fatte, at hendes drøm om en uddannelse nu er forbudt.
- Det er alt for svært at acceptere, siger hun til nyhedsbureauet Reuters.
- Hvordan kan vi tro på en fremtid, når kvinder ikke må tage en uddannelse? spørger hun.
Taliban-styret antydede ellers, da den islamistiske- og fundamentalistiske organisation igen kom til magten i 2021, at man ville bibeholde kvinders ret til en uddannelse.
Men siden har styret målrettet begrænset kvinders rettigheder.
I dag kan piger kun gå i skole til 5. klasse, kvinder skal være fuldt tildækket på gaden, og de må ikke komme i træningscentre, parker og svømmehaller i hovedstaden, Kabul.
'De kan ikke udviske vores eksistens'
Ifølge de journalister, der i dag var til stede foran Edrak-universitetet, fik en lille gruppe kvinder lov til at gå ind. Angiveligt for at afslutte deres sager.
En fotograf fra nyhedsbureauet AP i Kabul fulgte også en lille gruppe tildækkede kvinder, der vovede en protest.
- Uddannelse skal ikke politiseres, råbte de.
- Universitetet bliver igen forbudt for kvinder. Men de kan ikke udviske vores eksistens på den måde, sagde en af kvinderne, der samtidigt kaldte på hjælp fra omverdenen.
- Det er skammeligt, at det internationale samfund og FN har valgt at forholde sig tavse, sagde hun.
FN's generalsekretær, Antonio Guterres, har dog været ude og fordømme Talibans beslutning, som han kalder "dybt alarmerende".
- Det er svært at forestille sig, hvordan et land kan udvikle sig og håndtere sine udfordringer uden aktiv deltagelse af kvinder og uddannelse, siger han ifølge nyhedsbureauet AP.
Også talsmand for USA's nationale sikkerhedsråd Adrienne Watson fordømmer forbuddet.
- Denne forkasteligt beslutningen er bare det seneste skridt fra Taliban-styret mod at indføre yderligere restriktioner for kvinder og piger i Afghanistan og forhindre dem i at have fundamentale rettigheder, siger hun ifølge AP.
I Kabul udtrykker den 26-årige medicinstuderende 'Rhea', der ikke ønsker sit rigtige navn frem, sig mere direkte.
Hun siger til nyhedsbureauet AFP:
- De har begravet vores drømme. Landet vender tilbage til middelalderen.