Kvinder beskylder universitet for ikke at gribe ind i læges overgreb: Nu trækker rektor sig

Tidligere OL-læge Larry Nassar er blevet idømt op til 175 års fængsel for misbrug af patienter.

Lou Anna Simon, rektor for Michigan State University, afleverede sin opsigelse til universitet sent i går aftes.

Opsigelsen kom, efter at dommen over 54-årige Larry Nassar, der arbejdede som læge på universitet, var læst op. Han er blevet idømt mellem 40 og 175 års fængsel for at have forgrebet sig på og misbrugt helt unge piger, mens han arbejdede som læge for USA's olympiske gymnaster og senere på en klinik på universitetet.

Flere end 150 piger har i løbet af retssagen afgivet forklaring i retten, hvor de har beskrevet, hvordan Larry Nassar har misbrugt dem, da de var bare seks år gamle og mange år frem. Og mange af pigerne har beskrevet, hvordan universitetet ikke skred ind overfor lægen.

- Som tragedier bliver politiseret, er skylden uundgåelig. Som rektor er det kun naturligt, at jeg er i vredens fokus, skriver Lou Anna Simon ifølge nyhedsbureauet AP i sin opsigelse.

- Jeg kan aldrig sige nok gange til ofrene, at jeg er ked af, at en betroet og berømt læge i virkeligheden var så ondskabsfuld en person, der påførte så meget skade under dække af lægelig behandling, lyder det videre i opsigelsen.

Undersøgelse af universitetets håndtering

Lou Anna Simon har været rektor på universitetet siden 2005, og universitets bestyrelse er enig i, at rektoren er nødt til at trække sig efter skandalesagen. Også i det politiske miljø bliver der set positivt på opsigelsen.

- Vi er er nødt til at skabe en kultur på Michigan State, hvor der bliver lyttet til og troet på dem, der overlever i sådan en sag, siger den demokratiske senator Curtis Hertel og fortsætter:

- Jeg tror, at den kultur er der - bare ikke i den her sag. Jeg tror ikke, at nogen vil sige, at Lou Anna Simon ikke har opnået gode ting. Men jeg tror, at i den her sag, har hendes handlinger ikke levet op til det lederskab, vi skal have på Michigan State.

Og netop universitetets håndtering af sagen kommer til at være i fokus i den næste tid, hvor statsanklager Bill Schuette vil undersøge, hvordan Michigan State University har håndteret beskyldningerne mod Larry Nassar.

- Vi er nødt til at finde ud af, hvem der udover rektorens kontor, kendte til beskyldningerne uden at handle på det, siger Curtis Hertel.

Sidste år måtte træneren for universitets gymnastikhold, Kathia Klages, sige sin stilling op, efter at hun var blevet suspenderet for at have holdt hånden over Larry Nassar - blandt andet i en sag fra 1997, hvor to teenagere klagede over Nassar.

- Han gjorde det, mens min mor var der

En af de flere end 150 kvinder, der har fortalt deres historier om Larry Nassars misbrug, er Rachael Denhollander, der er tidligere gymnast. Hun var den sidste, der blev kaldt til vidneskranken, inden dommen blev læst op for den 54-årige mand.

- Larry er et forrået og målrettet seksuelt rovdyr. Det ved jeg på førstehånd. Da jeg var 15 år og led af kroniske rygsmerter, udsatte Larry mig for seksuelle overgreb under dække af medicinsk behandling, siger hun i retten og fortsætter:

- Han gjorde det, mens min mor var i lokalet, hvor han sørgede for at blokere hendes udsigt, så hun ikke vidste, hvad der foregik.

En anden af kvinderne er den olympiske gymnast Aly Raisman, der kiggede Larry Nassar direkte i øjnene i retten i sidste uge.

- Larry, er du klar over, at vi - den her gruppe af kvinder, du så hjerteløst misbrugte over så lang tid - nu er en styrke, og at du er ingenting?

- Var det ikke for journalister, ville han stadig være læge

Retssagen mod Larry Nassar opstod, efter at tre jorunalister begyndte at undersøge forholdene i det amerikanske atletmiljø. Deres undersøgende serie, der blev udgivet i Indianapolis Star, ledte til den første retssag mod Nassar i 2016 og den nuværende, der blev rejst i februar sidste år.

- Hvis det ikke havde været for den første historie i Indianapolis Star i august 2016, og uden historien, hvor Rachael (Denhollander, red.) kom frem kort efter, ville han stadig praktisere medicin, behandle atleter og misbruge børn, lød det fra assisterende statsanklager Angela Povilaitis, i retten.

Larry Nassar blev fyret som holdlæge for de amerikanske gymnaster i 2015, efter at han blev beskyldt for at have misbrugt en af gymnasterne.

Efter den fyring fik han lov at fortsætte arbejdet i sin klinik på Michigan State University, hvor han også var fakultetsmedlem. Efter anklagerne mod lægen, der kom frem i Indianipolis Star i 2016 blev han fyret af universitetet. I december sidste år blev han så idømt 60 års fængsel for besiddelse af børneporno, hvor dommeren sagde, at "han har vist, at han aldrig burde have adgang til børn igen".

Endnu hårdere ord kom der fra dommer Rosemarie Aquilina, der idømte Larry Nassar 40-175 års fængsel i går:

- Jeg har lige underskrevet din dødsdom. Du fortjener ikke at gå udenfor et fængsel nogensinde igen. Jeg ville ikke engang overlade mine hunde til dig.

Facebook
Twitter