Labour-komet kan kalde sig premierminister i New Zealand

På syv uger fik 37-årige Jacinda Ardern sit parti, Labour, på ret kurs under den newzealandske valgkamp.

Jacinda Ardern blev formand for det kriseramte oppositionsparti bare syv uger før valgdagen 23. september. (Foto: STRINGER © Scanpix)

New Zealands næste premierminister bliver Labour-formand Jacinda Ardern. Det skriver mediet New Zealand Herald.

Dermed mister det nuværende regeringsparti, det konservative National Party, og premierminister Bill English magten.

Det er det indvandringskritiske parti New Zealand First, der fik de afgørende mandater ved parlamentsvalget i september, som har peget på 37-årige Ardern.

Dog havde formanden, Winston Peters, ikke fortalt Jacinda Ardern om sin beslutning, inden han annoncerede den.

- Vi giver hinanden hånden, når vi alle er blevet enige, og vi holder vores ord, siger han ifølge New Zealand Herald.

Labour vil med støtte fra New Zealand First efter alt at dømme indgå i regering med miljøpartiet Green Party.

Jacinda Ardern blev formand for det kriseramte oppositionsparti bare syv uger før valgdagen 23. september.

I løbet af den tid lykkedes det den 37-årige politiker at løfte partiet markant i meningsmålingerne - men altså ikke nok til at kunne erklære sig for premierminister uden New Zealand First og partiets ni mandater.

Ved valget fik National Party 56 af de i alt 120 mandater i landets parlament. Og Labour nåede sammen med Green Party nå op på 54.

Ingen nåede altså op på de 61 sæder i parlamentet, der var nødvendige for at kunne danne et flertal - og en regering.

/ritzau/