Læger benægter nordkoreansk historie om pølseforgiftning

Amerikanske læger finder ingen tegn på pølseforgiftning hos den hjerneskadede Otto Warmbier, der har været 17 måneder i en nordkoreansk arbejdslejr

Den dengang 21-årige Otto Warmbier indrømmer ifølge Nordkorea at have stjålet politiske propagandamateriale. Billedet er fra retssagen sidste år, hvor Warmbier bliver idømt 15 års strafarbejde. (Foto: KCNA © Scanpix)

Han åbner øjnene og blinker spontant, men han viser i øvrigt ingen tegn på at være ved bevidsthed.

Det konkluderer lægerne på University of Cincinnati Medical Center, efter at de har undersøgt den 22-årige studerende Otto Warmbier, der har tilbragt 17 måneder i en nordkoreansk arbejdslejr.

Warmbier ankom til USA og hospitalet tirsdag i denne uge, og lægerne siger, at han ikke har sagt et ord siden og i øvrigt ikke viser tegn på, at han forstår, hvad der bliver sagt til ham. Ifølge CNN befinder han sig i en vedvarende vegetativ tilstand.

- Hans neurologiske tilstand kan bedst beskrives som en tilstand, hvor han ikke reagerer, selv om han er vågen, siger professor i neurologi, Daniel Kanter.

Læger kender ikke årsagen

Den 22-årige har i øvrigt et ”omfattende tab af hjernevæv”, som højst sandsynligt er en følge af manglende blodtilførsel til hjernen. Dermed benægter lægerne, hvad de nordkoreanske læger har oplyst: Nemlig at Otto Warmbier mistede bevidstheden og gik i koma på grund af pølseforgiftning og en sovepille.

Lægerne har ingen oplysninger om den pleje, som han modtog i Nordkorea, oplyser de. Men selv om de ikke kan sige med sikkerhed, hvad der er skyld i Warmbiers hjerneskade, så finder de ikke bevis for, at han skulle have haft pølseforgiftning.

En analyse af billeder fra Nordkorea af Warmbiers hjerne fra april sidste år antyder, at skaden var opstået i ugerne før.

Professor Daniel Kanter taler til medierne fra hospitalet i Cincinnati, Ohio, hvor Otto Warmbier er indlagt. (Foto: Mark Lyons © Scanpix)

- Vi har ingen dokumenterbar viden om årsagen eller omstændighederne i forhold til hans neurologiske skader, sagde professor Daniel Kanter til CNN.

- Denne årsag til hjerneskade ses normalt som følge af, at blodtilførslen til hjernen er utilstrækkelig i en periode, hvilket resulterer i, at hjernevævet dør, forklarede han videre.

Stjal en plakat fra et hotelværelse

Efter Warmbiers løsladelse skulle tre personer med amerikansk pas være tilbageholdt i Nordkorea.

Warmbier blev i marts sidste år idømt 15 års hårdt strafarbejde for at have stjålet politisk propagandamateriale.

Han har grædende indrømmet, at han under sit ophold i Nordkorea fjernede en politisk plakat fra et hotel i hovedstaden Pyongyang. Her boede han sammen med sine rejsefæller.

Den amerikanske regering har fordømt dommen. USA mener, at Nordkorea bruger amerikanske borgere som brikker i et politisk spil.

Det sker med jævne mellemrum, at Nordkorea beskylder USA og Sydkorea for at sende spioner til Pyongyang. Nordkoreanerne mener, at det sker som led i bestræbelser på at vælte landets styre.