Læger: Israel bruger nyt brutalt våben

To norske læger, der arbejder på hospitaler i Gaza, bekræfter formodninger om at Israel bruger et nyt brutalt våben, der er under udvikling af USAs luftvåben.

De israelske bombardementer er atter i fuld gang. Her har israelske fly kastet bomber over Rafah i den sydlige ende af Gaza-striben, onsdag aften. (Foto: Said Khatib © scanpix)

To norske læger, der arbejder på hospitaler i Gaza, bekræfter formodninger om at Israel bruger et nyt brutalt våben, der er under udvikling af USAs luftvåben.

DIME-bombe

Kirurgen Erik Fosse sagde i går til DR Nyheder, at Israel anvender den såkaldte DIME-bombe i området, og at man på hospitalet har modtaget et stort antal ofre med ekstreme skader, som efter alt at dømme er forårsaget af den nye våbentype.

Ifølge dagbladet Information har Fosses kollega, Mads Gilbert, sagt til det palæstinensiske Press TV, at der er klare beviser for, at Israel anvender en ny type højeksplosiv bombe - kaldet DIME - som indeholder wolframlegeringer.

- Vi har konstateret, at de bruger DIME-bomben her i Gaza. Den er designet til at sprede fragmenter over et mindre område end mange andre bomber. Men til gengæld forårsåger den uhyggelige skader, for dem der bliver ramt. Folk bliver nærmest skåret i stykker. Og hvis de ikke bliver invalideret eller dør af skaderne, udvikler ofrene dødelig cancer, siger Mads Gilbert.

Ofrene rammes ifølge Fosse af en sky af smeltet metal og mikrofragmenter, der river store stykker væv af ofrene eller river lemmer af dem.

"Præcisionsvåben"

Tilhængere af våbnet hævder, at det med sin ekstreme sprængkræft, der er begrænset til et lille område, er uhyre velegnet til at "ramme målet uden at forårsage skade på forbipasserende eller andre personer".

Palæstinensiske kilder anklager også Israel for at bruge bomber med hvidt fosfor, der ifølge en Geneve-konvention fra 1980 ikke må anvendes i området hvor der er civile. Israel anvendte også dette våben under krigen i Sydlibanon i 2006.

Udelukker ikke

Direkte udspurgt af dagbladet B.T. vil Israels ambassadør i Danmark, Dan Oryan, ikke udelukke, at Israel bruger DIME-bomben i Gaza. Israels officielle svar er, at Israel kun bruger lovlig ammunition. Men da der er tale om et eksperimentelt våben, har man ikke behandlet dets eventuelle lovlighed under konventionerne.

DIME står for Dense Inert Metal Explosive.