Læger, Joe Biden og JK Rowling kræver lægehjælp til Navalnyj: Kan få hjertestop 'når som helst'

Blodprøver viser, at Putins største kritiker har brug for akut behandling, siger læger.

Advarslen om Aleksej Navalnyjs helbred kommer fra NGO'en Lægernes Alliance, som tidligere på måneden demonstrerede foran det fængsel, hvor oppositionslederen er indsat. (Foto: KIRILL Kudryavtsev © Scanpix)

18 dages sultestrejke har bragt den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj i en livstruende situation.

Det siger fire læger, som har fået adgang til blodprøver fra Navalnyj via hans advokater. Navalnyj afsoner en dom på to et halvt års fængsel i en straffelejr 100 kilometer øst for Moskva.

- Vores patient kan dø når som helst, skriver hjertespecialist Jaroslav Asjikhmin på Facebook.

Kaliumniveauet i Navalnyjs blod er meget højt, og han bør flyttes til en intensivafdeling, mener lægerne.

Et kaliumniveau på mere end 6,0 mmol per liter blod kræver normalt akut lægebehandling. Navalnyjs ligger ifølge de fire læger på 7,1.

- Nu er spørgsmålet, om straffelejren er villig til at samarbejde for at redde Navalnyjs liv, skriver hans personlige læge, Anastasia Vasilyeva, i en tråd på Twitter.

Nervegift forværrer tilstand

Aleksej Navalnyj indledte en sultestrejke den 31. marts med krav om, at han kunne blive tilset af en læge efter eget valg. Han har klaget over smerter i ryggen og følelsesløshed i benene.

I august sidste år var Navalnyj tæt på at dø, da han blev forgiftet med nervegiften Novitjok. Han anklager Ruslands præsident, Vladimir Putin, for mordforsøget, som efterretningstjenesten FSB med stor sandsynlighed stod bag.

De fire læger, der nu kræver omgående adgang til ham i fængslet, mener, at politikerens sultestrejke kan have forværret hans tilstand i lyset af den alvorlige forgiftning.

Aleksej Navalnyj er indsat i straffelejren IK-2 i byen Pokrov (arkivfoto). (Foto: Maxim Shemetov © Scanpix)

Flemming Splidsboel, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, forklarer, at lægerne bliver opfattet som en del af oppositionen af de russiske myndigheder.

- De hæfter sig selvfølgelig ikke særligt ved deres udsagn. På russisk stats-tv erkender man, at Navalnyj er i en sultestrejke, men man siger, at han har det meget bedre, end han selv giver udtryk for.

Biden: Totalt urimelig

Den russiske regering er under et betydeligt, internationalt pres for at give Navalnyjs læger adgang til deres patient.

På et spørgsmål om oppositionslederens helbred siger USA's præsident, Joe Biden, at situationen er "totalt urimelig" og "totalt upassende".

USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, siger til CNN, at det "vil få konsekvenser", hvis Navalnyj dør.

Amerikanerne indførte for få dage siden nye sanktioner mod Rusland som straf for indblanding i valg og det gigantiske Solarwinds-hackerangreb.

Sanktionerne signalerer et kursskifte i USA's politik over for Rusland efter præsident Donald Trump, der ofte blev anklaget for at være for eftergivende over for russerne.

Joe Bidens hårdere linje får opbakning den franske præsident Emmanuel Macron, der ellers har forsøgt at placere sig selv som en mægler mellem Putin og Vesten, skriver Reuters.

- Vi bliver nødt til at definere nogle klare røde linjer med Rusland. Det er den eneste måde at være troværdige. Sanktioner er ikke tilstrækkelige i sig selv, men sanktioner er en del af pakken, siger Macron i et interview med tv-stationen CBS søndag.

EU som helhed udtrykker i en udtalelse "dyb bekymring" over Navalnyjs svigtende helbred og gentager et krav om, at oppositionslederen skal løslades øjeblikkeligt. Det samme gør den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), på Twitter.

Kendisser med appel til Putin

Flere end 70 kendte personer fra hele verden offentliggjorde lørdag et åbent brev til præsident Putin, hvor de kræver lægehjælp til Aleksej Navalnyj.

- Som russisk statsborger har han lovmæssigt ret til at blive undersøgt og få behandling af en læge efter eget valg, står der blandt andet i brevet.

Det blev bragt i flere europæiske medier, blandt andet The Economist.

Blandt underskriverne er Harry Potter-forfatteren JK Rowling, de tre nobelprismodtagere i litteratur Herta Müller, Louise Glück og Svetlana Alexievich samt Abba-medlemmet Björn Ulvaeus.

- Præsident, vi beder dig om at sikre, at Aleksej Navalnyj straks modtager den lægehjælp og pleje, han har brug for og har ret til ifølge russisk lov. Som en, der har svoret at følge loven, er du nødt til at gøre det, skriver de videre.

Her bliver Aleksej Navalnyj ført væk fra en politistation 18. januar 2021. (Foto: ALEXANDER NEMENOV © Scanpix)

Stor protest onsdag

Flemming Splidsboel tror ikke, at kendis-brevet vil gøre det store indtryk på præsident Putin.

- Men det kan måske iværksætte en større bølge, og Putin sidder måske ind i Kreml og overvejer, om det er noget, han trods alt kan profitere af. Ikke som sådan at give Navalnyj noget, for det synes han ikke, han fortjener, men måske vise sig fra en lidt anden og mere imødekommende side.

Og Putin kan snart blive presset til at vise sin hånd i spillet om Navalnys helbred. Oppositionslederens allierede i Rusland oplyser nemlig søndag, at de vil indkalde til en landsdækkende protest på onsdag 21. april.

Arrangørerne forudser, at demonstrationerne bliver de største i moderne russisk historie, skriver Reuters.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk