Læger sår tvivl om årsag til fødselsdefekter: Sprøjtegift i stedet for zikavirus

Argentinske læger mener, at den brasilianske regerings kamp mod myg er skyld i børn født med for små hoveder.

En sundhedsmedarbejder prøver at forhindre zikavirussen i at sprede sig på en kirkegård i Lima, Peru. (Foto: MARIANA BAZO © Scanpix)

En gruppe argentinske læger sætter nu spørgsmålstegn ved, om det rent faktisk er zikavirus, der er skyld i den store stigning i antal tilfælde af microcephali hos spædbørn i Sydamerika.

Det skriver teknologimediet Tech Times.

Lægerne i Physicians in Crop-Sprayed Towns (PCST), som er en argentinsk sammenslutning af læger, der beskæftiger sig med skader fra sprøjtegifte, mener, at de mange tilfælde af børn med misdannede hoveder skyldes gift i drikkevandet.

Ifølge PCST blev insektmidlet pyriproxyfen, der danner misdannelser hos myg, i 2014 tilsat Brasiliens vandforsyning for at undgå myggelarver i landets drikkevandstanke. Lægerne mener, at midlet kan være grunden til de mange tilfælde af microcephali - en neurologisk lidelse, der medfører underudvikling af kraniet hos spædbørn.

- For eksempel har myndighederne i den brasilianske delstat Pernambuco tilsat pyriproxyfen til drikkevandet, og det er netop her, der findes flest af den myggeart, som bærer zikavirus, siger PCST i en rapport.

Pernambuco var den første delstat, hvor spædbørn med misdannelser blev opdaget.

Colombia er fri for fødselsdefekter

PCST bruger som yderligere argumentation, at der ingen børn er født med microcephali i Colombia, hvor de seneste tal viser, at 5.013 gravide kvinder er bærere af zikavirus.

Ifølge lægerne kan de brasilianske sundhedsmyndigheder have en interesse i at give zikavirus skylden for de deforme spædbørn for at fjerne fokus fra insektgiften i drikkevandet.

Det fremgår ikke umiddelbart af rapporten i Tech Times, om insektgiften pyriproxyfen også har været anvendt i andre lande.

/ritzau/

Facebook
Twitter