Læger Uden Grænser: Verden er ved at tabe kampen mod ebola

Ifølge organisationen er behandlingscentrene nu blot et sted, hvor folk tager hen for at dø alene.

WHO forudsiger op mod 20.000 ebola-smittede, før man får sygdommen under kontrol. (Foto: Dominique Faget © Scanpix)

Den internationale organisation Læger Uden Grænser kom tirsdag med et ganske nedslående budskab, skriver nyhedsbureauet AP.

Nemlig at verden er ved at tabe kampen mod ebola-udbruddet.

- Seks måneder inde i den værste ebola-epidemi i historien er verden ved at tabe kampen for at holde den tilbage, sagde organisationens internationale præsident Joanne Liu efter et

FN
forum omhandlende udbruddet.

- Behandlingscentrene er blevet

reduceret
til steder, hvor folk kommer for at dø alene, og hvor kun lidt mere end lindrende behandling tilbydes.

Sygeplejersker strejker

For at gøre ondt værre har sygeplejerskerne på Liberias største hospital valgt at strejke, fordi de kræver bedre beskyttelsesudstyr og mere i løn.

Samtidig forlyder det fra en missionærorganisation, at endnu en amerikansk læge er blevet smittet af sygdommen i netop Liberia.

Læger Uden Grænser har ifølge Joanne Liu behandlet mere end 1.000 patienter i Vestafrika siden marts, men alligevel er omfanget overvældende. Hun opfordrer derfor andre lande til at stille både civilt og militært medicinsk personel, der har erfaring med denne form for katastrofer, til rådighed.

1.550 døde

1.550 er indtil videre døde, skriver nyhedsbureauet Reuters, og

WHO
forudsiger op mod 20.000 smittede, før sygdommen er under kontrol.

Udbruddet begyndte i december sidste år og spredte sig fra Guinea til blandt andet Liberia og Sierra Leone, hvor flere hundreder er døde. Udbruddet blev ikke opdaget før marts i år og har derfor spredt sig med stor hastighed.

Smitten har nået Nigeria, Senegal, mens også Congo har haft 31 ebola-dødsfald, dog uden forbindelse til udbruddet i Vestafrika.

WHO: Alle har undervurderet udbruddet

Ved mødet i et

FN
-forum forklarede Margaret Chan, lederen af
FN
's sundhedsorganisation,
WHO
, at alle involverede parter havde undervurderet udbruddet.

Her forklarede hun også, at udbruddet vil

forværres
før det går den rigtige vej. Margaret Chan takkede desuden de lande, som har bidraget til indsatsen, men understregede, at der var behov for endnu mere hjælp.

- Vi har brug for mere fra jer. Og vi har også brug for de lande, som ikke har været om bord, sagde hun ifølge AP.

Facebook
Twitter