Langt flere bliver myrdet på gaden end dræbt på slagmarken

FN har kortlagt knap en halv million drab i 2017.

Skydevåben er oftere involveret i drab i Nord-, Central- og Sydamerika end i den øvrige verden, fastslår FN-rapporten. (Foto: JAVIER VERDIN © Scanpix)

Fem gange så mange mennesker mister livet i dødsvold uden for verdens krigszoner som i væbnede konflikter på tværs af verdenskortet.

Det slår FN's Kontor for Narko og Kriminalitet fast i rapporten The Global Study on Homicide 2019.

- Rapporten kaster lys over kønsrelaterede drab, dødbringende bandevold og andre udfordringer med det formål at understøtte forebyggelse og tiltag for at nedbringe drabstallene, siger direktør Yury Fedotov.

Tryggere verden trods flere drab

Europa havde i 2017 en såkaldt drabsrate på 3,0 for hver 100.000 mennesker. (Foto: Boris Roessler © Scanpix)

Tallene er fra forrige år og viser, at 464.000 mennesker blev ofre for en gerningsmand eller -kvinde i 2017.

Til sammenligning kostede såkaldte "lovlige drab" i krig 89.000 mennesker livet samme år. 26.000 blev ofre for såkaldt "terroristvold".

Selvom antallet af ofre for drab - som ikke er begået i krig - har været stigende gennem 25 år, så er risikoen faldet på grund af den globale befolkningstilvækst.

I 1972 var der 7,2 drab for hver 100.000 mennesker, mens raten i 2017 faldt til 6,1 for hver 100.000 mennesker - i gennemsnit på globalt plan.

Farligst i Latinamerika - fredeligst i Asien

El Salvador er et af de lande, der er hårdest ramt af vold. Især på grund af rivalisering mellem de to store bander Mara Salvatrucha (MS-13) og Calle 18. (Foto: JOSE CABEZAS © Scanpix)

Tallene dækker dog over store geografiske forskelle på, hvor farligt det er at bo i forskellige dele af verden, når det kommer til risikoen for at blive myrdet.

I Nord-, Central- og Sydamerika er der tale om en drabsrate på 17,2 for hver 100.000 mennesker - det højeste tal siden 1990.

Her dækker drabsraten dog også over store forskelle, når man ser på de enkelte lande.

For eksempel stikker El Salvador ud som det absolut farligste land med med 62,1 drab for hver 100.000 mennesker.

Dødsvolden er også over det globale gennemsnit i Afrika, hvor drabsraten ligger på 13.

Fredeligst er det i Asien med en gennemsnitlig drabsrate på 2,3 - efterfulgt af Oceanien og Europa med drabsrater på 2,8 og 3,0.

Danmark er et af de fredeligste lande med en drabsrate på 1,2.

Mænd dræber mænd - men også kvinder

Rapporten viser ikke overraskende, at drab i overvejende grad er en forbrydelse begået af mænd - mod mænd.

På verdensplan var 81 procent af mordofrene i 2017 mænd eller drenge, mens 91 procent af de drabsmistænkte var af hankøn.

Og blandt de 15- til 29-årige var risikoen for at blive dræbt allerhøjst.

Tidligere i år gik kvinder på gaden i Indiens hovedstad New Delhi for at tage afstand fra vold, efter at en kvinde var død af kvæstelser i forbindelse med en gruppevoldtægt. (Foto: Adnan Abidi © Scanpix)

Når det kommer til drab begået af en partner eller et familiemedlem, så viser tallene et andet billede - nemlig at det oftest går ud over kvinder og piger.

Og globalt set er det et problem, der alt for ofte bliver underrapporteret eller ignoreret, fastslår FN-rapporten.

Forbryderorganisationer tager mange liv

Den treårig pige Myca Ulpina går for at være det yngste offer i den filippinske narkokrig. Hun blev ramt under en skudveksling mellem politiet og formodede narkokriminelle for nylig. (Foto: Rolex dela Pena © Scanpix)

Siden starten af dette århundrede har organiseret kriminalitet kostet ligeså mange mennesker livet, som alle væbnede konflikter og terrorangreb tilsammen, vurderer FN-kontoret.

Og ifølge den nye rapport bærer kriminelle organisationer bag eksempelvis narkodistribution, menneskehandel og prostitution ansvaret for en femtedel af de mange drab på verdensplan.

Derfor er det tvingende nødvendigt, at der bliver gjort en indsats helt ned på lokalniveau for at løfte unge mænd ud af de kriminelle miljøer, fastslår rapporten.

Bliver der ikke skruet op for bekæmpelsen af de kriminelle organisationer, så lykkes det ikke at opfylde verdensmålene på området inden 2030, vurderer FN.

Facebook
Twitter