Lars Løkke i telefonen til Trump: Regeringen vil øge militær-udgifterne

Efter samtale med Trump lægger Lars Løkke op til at øge udgifterne til militær og national sikkerhed.

- Vi står skulder ved skulder med vores amerikanske venner i kampen for en mere tryg verden, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen (V) efter statsministerens telefonsamtale med den kommende amerikanske præsident Donald Trump. (Foto: Stephane De Sakutin © Scanpix)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) talte onsdag eftermiddag i telefon i omkring ti minutter med den kommende amerikanske præsident Donald Trump.

De kom forbi en række emner, hvor det historisk nære forhold blev betonet, skriver statsministeren i en kommentar.

- Vi havde en venlig og konstruktiv snak, hvor jeg betonede, at Danmark er en nær allieret til USA og har været det gennem årtier. Vi står skulder ved skulder med vores amerikanske venner i kampen for en mere tryg verden.

- Aktuelt bidrager Danmark eksempelvis substantielt til kampen mod Isil's (en anden betegnelse for Islamisk Stat, red.) terrorregime i Syrien og Irak. Fremadrettet lægger regeringen op til at øge udgifterne til militær og national sikkerhed, skriver han.

USA har gennem de sidste årtier påtaget sig rollen som leder af den frie verden, og statsministeren håber, at landet fortsat vil indtage den rolle.

- Vi har brug for et stærkt USA, der vil stå i spidsen for den frie verden. Jeg føler mig overbevist om, at USA også fremadrettet vil påtage sig den rolle, skriver Lars Løkke.

Telefonsamtalen mellem de to ledere sluttede af med, at Donald Trump ved lejlighed gerne ville se statsministeren i Washington D.C.

/ritzau/

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter