Lars Løkke var i Ukraine for at tale om genopbygning. Det ændrede fredagens missilangreb på

Mødet mellem Løkke og udenrigsministerkollegaer endte med at handle om F-16-kampfly.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) besøgte i dag havnebyen Odesa i det sydlige Ukraine sammen med nordiske og baltiske udenrigsministerkollegaer. (Foto: © OLEKSANDR GIMANOV, Ritzau Scanpix)

Det begyndte med et minuts stilhed for de dræbte i dagens missilangreb.

Fredag morgen blev flere byer på tværs af Ukraine nemlig ramt af et af de mest voldsomme angreb i flere måneder.

Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), var fredag på besøg i den sydukrainske havneby Odesa for at deltage i en konference om genopbygningen af Ukraine. Men de russiske missilangreb fik hurtig sat en ny dagsorden: Ukraines ønske om F-16-kampfly.

For fredagens angreb har atter gjort det klart, at russerne har en fordel, som ukrainerne ikke kan matche, når det gælder luftrummet, forklarer Louise Brodthagen, DR’s journalist i Ukraine.

Derfor endte dagens møde mellem Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, og de nordiske og baltiske udenrigsministerkollegaer, også med at handle om Ukraines behov for træning og udstyr.

- Ukraines udenrigsminister satte dagens dagsorden under mødet. Han appellerede til, at der bliver sat gang i forhandlinger om F-16-kampfly så hurtigt som muligt, siger Louise Brodthagen.

Videoen viser et boligkompleks i byen Uman, der fredag morgen blev ramt af russisk missilangreb.

Danmark lytter til Ukraines behov

Dmytro Kuleba brugte dagens angreb som eksempel på, hvad Ukraine ikke kan forsvare sig mod, og opfordrede sine kollegaer til at sætte gang i processen om at sende kampfly til landet.

En anmodning som Danmark lytter til, lød det senere fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

- I Danmark lytter vi til ukrainernes behov, og indtil videre har vi leveret på det hele, sagde han efter mødet i Odesa.

Men beslutningen om at levere F-16-kampfly til Ukraine, ligger ikke bare hos Danmark. Det kræver nemlig, at en koalition af lande beslutter sig for at levere kampflyene til det krigsramte land.

Derfor afventer man andre lande, især USA, lød det fra Lars Løkke Rasmussen, der samtidig fastholdt Danmarks ambition om at yde så meget som muligt i forhold til vores størrelse.

Udenrigsministre fra Estland, Letland, Ukraine, Danmark og Island mødtes fredag til en konference om genopbygningen af Ukraine. Her ses de til et fælles pressemøde efterfølgende. (Foto: © ANDREW KRAVCHENKO, Associated Press)

Træning af piloter

Det var ikke kun ønsket om kampflyene, der blev gentaget under mødet med de nordiske og baltiske landes udenrigsministre. Dmytro Kuleba nævnte også, at man i Ukraine ønsker at igangsætte træning af piloter, der senere skal kunne håndtere kampflyene.

- Det er en proces at omskole ukrainske piloter fra de gamle fly fra sovjetæraen til moderne F-16-kampfly. Vi hører, at det kan tage mellem seks og otte måneder, siger Louise Brodthagen.

Og Lars Løkke Rasmussen var da heller ikke afvisende over for forslaget. Han fastholdt dog, at selvom man i princippet sagtens kunne begynde at træne piloterne, så ville det ikke give mening, hvis man ikke også sender flyene.

Og dén beslutning er altså endnu ikke taget.

- Det ville jo være et ret heftigt signal, hvis man begynder at træne piloterne. Og som udenrigsministeren også udderstregede, så kigger man altså først og fremmest mod USA, der i sidste ende skal give grønt lys for levering af F-16-kampfly, siger Louise Brodthagen.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen har fredagens angreb i Ukraine langt fra skræmt ham og hans kollegaer væk. Det har tværtimod skabt en endnu større beslutsomhed.

- Ukraine minder os om, at frihed ikke er givet. Det er værd at kæmpe for, og vi vil være her, så længe det kræver, sagde han.