Lasse var lige flyttet til New York, da to fly fløj ind i World Trade Center: 'Det var en usædvanlig smuk morgen'

Journalist i DR, Lasse Engelbrecht, studerede i New York, da terrorangrebet på World Trade Center fandt sted for 20 år siden.

(Foto: BRAD RICKERBY © Scanpix Danmark)

11. september 2001.

Jeg står med en grøn plastiktallerken og resterne af en portion havregryn i hånden, da det første fly skærer sig gennem himlen over vores bygning. Det flyver lavere, end det skal, når jeg lige at tænke.

Det er en usædvanlig smuk morgen. New Yorks klistrende sommerhede er endelig blevet afløst af klar og køligere luft.

Jeg har lige rejst mig fra det runde metalbord på altanen og nyder et kort øjeblik duften af storbymorgen og udsigten fra 21. sal i Chelsea-kvarteret og ned mod Wall Street.

Med sine 415 meter hæver de to sølvgrå tårne sig højt over finansdistriktets højhuse op i rødgult sollys og den blå himmel.

Der er altid mange fly og helikoptere over New York. Måske derfor ignorerer jeg følelsen af, at noget er galt, vender mig om og går ud i køkkenet. Mens jeg vasker den grønne tallerken op og taler med min ene sambo, ringer telefonen fra Danmark.

- Har du set World Trade Center? spørger min mor i en tone af lavmælt alvor, jeg aldrig glemmer.

Hun har CNN kørende på arbejdet og ved, hvad der er sket i de få øjeblikke, det tog mig at gå fra altanen til køkkenet.

Vi løber tilbage ud på altanen og ser skyerne af sortgrå røg stå ud af et stort gabende hul i toppen af World Trade Centers Nordlige tårn. Jeg kan huske, at synet fremprovokerede en overvældende blandet følelse af højdeskræk og kvalme.

Røgen stiger fra de to tårne om morgenen den 11. september. (Foto: Henny Ray Abrams © Ritzau Scanpix)

Studerende i New York

Om aftenen 11. september efter næsten 3.000 mennesker er døde, sidder jeg i en stille og mørk lejlighed.

Mørklagte vinduer i mange af New Yorks lejligheder om aftenen den 11. september 2001 (Privatfoto). (Foto: Ada Bligaard Søby)

Tusinder har slukket lyset af frygt for, at fly vil ramme deres bygninger. Strømafbrydelser har forvandlet højhusene Downtown til sorte silhuetter. Med jævne mellemrum sender helikoptere hvide lyskegler ind af vinduerne.

Det er kun fjorten dage, siden jeg er kommet til New York. Jeg er der for at læse historie på Columbia University og er flyttet ind i en lille lejlighed på 8th Avenue sammen med et dansk venindepar. Den ene af dem tager på arbejde nede ved finansdistriktet en halv time før, det første fly rammer.

Total uvished

Fra 21. sal ser vi ilden og røgen blive mere og mere voldsom. Den gigantiske røgsøjle driver væk fra os og ud over Brooklyn. Røde, hylende karavaner af brandbiler og ambulancer kører ned af de store avenuer mod ulykkesstedet.

På tv’et fra stuen hører vi de amerikanske nyhedsudsendelser famle i blinde. Måske er det en bombe, kan det være terror? Måske har et lille privatfly ramt bygningen ved en fejl, lyder det.

Vi står tæt og ret stille, da vi ser det andet fly nærme sig sydfra. Det tilter og slår et lille sving til siden. Jeg når lige at sige, at det ligner et brandslukningsfly, og nu vil det kaste sin last af vand ned over ilden.

Det andet fly nærmer sig World Trade Center, hvor det få sekunder efter vil ramme det andet tårn. (Foto: Seth McCallister © AFP or licensors)

På grund af afstanden når braget op til os lidt efter eksplosionen. I stedet for at slukke ild brager flyet ind i Sydtårnet. Resterne af det kommer ud på den anden side af bygningen i en kæmpe ildkugle. Folk skriger i chok fra altanerne under os og nede på gaden.

Eksplosionen forvandler min tro på, at det første fly var en ulykke til en klar og ubehagelig fornemmelse af, at der ligger bevidste handlinger bag.

- Det er terror. Det må være terror, lyder det fra fra nyhedsværterne. Kort tid efter følger billederne af røgsøjler over Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium i Washington.

Men det er det sidste, vi ser, før fjernsynet skratter, og så har vi pludselig kun sne på skærmen. Sendemasterne på World Trade Center er så ødelagte, at vi mister signalet.

Mister kontakten

Kort før vi bliver vidner til den nok mest horrible begivenhed den 11. september, taler vi om vores frygt for, at tårnene kan styrte sammen. Røgen og ilden er voldsom og får bygningerne til at se skrøbelige ud. Vi slår det hen som en vanvittig tanke.

Vores eneste forbindelse til omverdenen er nu en fastnettelefon.

Bekymrede forældre ringer fra Danmark. De forstår ikke, hvad der sker, men vil vide, at vi er i sikkerhed. Vores sambos far er grebet af panik, fordi han ikke kan få fat i sin datter. Ingen svarer på kontoret, hvor hun arbejder.

Vi forsøger at få fat i hende og vores få venner og veninder i byen. Men så knaser telefonforbindelsen også og forsvinder.

Vores samtale på altanen bliver mere og mere underlig og usammenhængende. Vi er chokerede uden rigtigt at vide det. Jeg har afleveret min computer til reparation i en lille forretning lige om hjørnet fra tårnene.

- Den kan jeg nok ikke hente lige nu, siger jeg.

Vi har aftalt med en veninde at tage på den berømte cocktail bar Windows of the World dagen efter. Men den ligger øverst i Nordtårnet, og der er der jo nu bare et stort, sort rygende hul.

Kollaps og panik

Skrigene kommer alle steder fra, da det første tårn kollapser.

Fra nabolejligheden, fra altaner og fra gaden. Kæmpemæssige, gråsorte tsunamier af murbrokker, støv og røg vælter ud af gader og avenuer op mod os.

Instinktivt og uden rigtigt at sige noget løber vi ud af lejligheden og ind i elevatoren. Det føles livsfarligt at være i et højhus, og sammen med tusinder andre strømmer vi ud på gaderne.

Kæmpe, hvide røg- og støvskyer stiger til vejrs på Manhattan, efter det første af World Trade Centers to tårne kollapser. (Foto: Henny Ray Abrams © AFP or licensors)

Med blikket fast rettet mod røgskyerne reagerer folk forskelligt. Nogle er tavse og måber.

Andre græder. Mange spørger, hvad der sker. Vi hører historier om, at der er flere fly på vej, at Pentagon og muligvis Kongressen også er ramt. Måske også Det Hvide Hus.

Da det andet tårn følger det første mod jorden, vender skrigene tilbage. Endnu kraftigere end før. Folk omkring os begynder at løbe. Vi følger med i retning væk fra de ødelagte bygninger ned mod Hudsonfloden.

På det tidspunkt føles det som det sikreste sted at være. På afstand af røgen. Tæt på både og skibe, der kan sejle os væk, hvis det bliver nødvendigt. Og uden høje bygninger, der kan styrte sammen over hovederne på os.

Hjemme igen

New York ligger totalt øde hen, da vi går tilbage til lejligheden om aftenen. På Times Square er der ikke en sjæl. Vi går midt på de store avenuer.

Præsident George W. Bush har fortalt, at USA er under angreb, at fire fly var en del af terroristernes plan. Et ramte Pentagon og et andet styrtede ned på en mark i Pennsylvania.

Luftrummet over USA er totalt lukket, og i New York bliver alle opfordret til at holde sig indendøre.

Vores sambo er heldigvis ok. Hun kommer gående hjem kort efter os. Chokeret, men uskadt.

Den aften er faktisk mit stærkeste minde om terrorangrebet den 11. september, og det chok og den frygt det skabte.

I stedet for at sove hver for sig lejligheden, lagde vi tre madrasser ved siden af hinanden i stuen. Så lå vi der i mørket og faldt i søvn. Til lyden af helikopterne udenfor og lyskeglerne der strejfede ind gennem vinduerne som hvide spøgelser.

En redningsarbejder står i ruinerne efter World Trade Center og råber efter overlevende. (Foto: Doug KANTER © AFP or licensors)
Facebook
Twitter