Lederen af det Taliban-tilknyttede netværk Haqqani er død

Jalaluddin Haqqani, som var på CIA's lønningsliste i 1980'erne, havde tætte bånd til al-Qaida og Taliban.

Jalaluddin Haqqani i 2001, hvor han var minister i Afghanistans Taliban-regering. (Foto: Str © Scanpix)

Jalaluddin Haqqani, lederen af Haqqani-netværket, som er tilknyttet den militante gruppe Taliban, er død.

Det oplyser afghansk Taliban. Bevægelsen oplyser videre, at Haqaani er død efter længere tids sygdom.

Rygter om terroristens død har verseret siden 2015, og Haqqani, som blev født i 1939, har angiveligt været lammet de seneste 10 år.

Taliban har ikke offentliggjort hvor eller hvornår Haqqani-netværkets grundlægger skal være afgået ved døden, men skriver, at han er begravet i Afghanistan.

- I sine sidste år gennemlevede han en lang periode med sygdom, lyder det.

Fik penge og våben af CIA

Jalaluddin Haqqani grundlagde Haqqani-netværket i 1970'erne og fungerede i mange år som gruppens øverste leder.

Under Sovjetunionens invasion af Afghanistan i 1980'erne var Haqqani en af de mest fremtrædende mujahedin-skikkelser.

I den egenskab blev han opdyrket af den amerikanske udenrigsefterretningstjeneste og modtog våben og titusindevis af dollars i betaling.

Sammen med de saudiske og pakistanske efterretningsvæsener hjalp USA gruppen til at vokse sig stor.

- Det er ganske plausibelt at argumentere for, at gruppen i dag er stærkere, end den havde været uden støtten i 1980'erne, sagde tidligere CIA-analytiker Paul R. Pillar til Huffington Post i 2011, da Haqqani-netværket i stedet var blevet en af USA's hovedfjender i Afghanistan.

Selvmords- og lastbilbomber

Jalaluddin Haqqani fik nemlig senere tætte forbindelser til den nu afdøde al-Qaeda-leder Osama bin Laden, og Haqqani-netværket kom på USA's terrorliste.

Gruppen tilskrives at have indført selvmordsangrebet i Afghanistan og har siden USA's invasion i Afghanistan i 2001 taget skylden for adskillige dødelige selvmordsangreb over hele landet. Oftest i ledtog med Taliban.

Blandt andet har Haqqani-netværket været beskyldt for at stå bag en lastbilbombe i Kabul, som dræbte mere end 150 mennesker sidste år.

For nogle år siden videregav Jalaluddin Haqqani en del af Haqqani-lederskabet til sin søn Sirajuddin Haqqani. Sønnen er desuden også næstkommanderende i afghansk Taliban.

Facebook
Twitter