Lederen af det tyske socialdemokrati går af

Andrea Nahles siger, at hun ikke har den opbakning i partiet, som hun har brug for efter historisk dårligt EU-valg.

Dårligt EU-valg får Andrea Nahles til at trække sig som formand for SPD. Arkivfoto. (Foto: TOBIAS SCHWARZ © Scanpix)

Lederen af det tyske socialdemokrati, SPD, Andrea Nahles meddeler, at hun går af efter partiets dårlige valg til Europa-Parlamentet. Det skriver dpa.

Nahles siger, at hun både går af som partileder og som leder af SPD's parlamentsgruppe i forbundsdagen i Berlin. Hun siger, at hun ikke har den opbakning i partiet, som hun har brug for.

- Diskussioner internt i SPS's parlamentsgruppe og tilbagemeldinger fra partimedlemmer har vist mig, at jeg ikke længere har den støtte, som jeg har brug, hvis jeg skal løse mine opgave, siger Nahles i en erklæring søndag.

Nahles, der er den første kvindelige leder af SPD, siger, at hun går af som partileder mandag og nedlægger sin post som gruppeleder i parlamentet tirsdag.

Krisemøder

Andrea Nahles sagde allerede efter EU-valget, at SPD's strategi og taktik måtte tages op til fornyet overvejelse.

- Det katastrofale resultat får mig til at åbne mulighederne for, at potentielle udfordrere kan stå frem og udfordre mig på posten som gruppeleder i Forbundsdagen, sagde hun.

Både forbundskansler Angelas Merkels CDU og SPD har haft krisemøder efter valget til Europa-Parlamentet, hvor begge de tyske regeringspartier fik et historisk dårligt resultat.

Den trængte tyske regeringskoalition mellem CDU/CSU og SPD kom ikke med nye udspil eller løfter om dramatiske forandringer, efter at De Grønne tog omkring en million af deres vælgere.

Det betød, at De Grønne er større end SPD i Bruxelles og ligger på andenpladsen efter CDU.

/ritzau/

Facebook
Twitter