Kongres i verdens største kommunistparti: Hvad har verdens måske mest magtfulde mand opnået efter ti år som Kinas leder?

DR's korrespondent i Kina har talt med fem Kina-kendere om, hvordan Xi Jinping har håndteret sit embede som præsident og leder af Kommunistpartiet.

(Foto: © Nóel Celis, Ritzau Scanpix)

Han er Kinas præsident, generalsekretær for kommunistpartiet og leder af det kinesiske militær.

Og ved Kommunistpartiets 20. partikongres i Beijing vil Xi Jinping få bekræftet sin position som den mest magtfulde leder i Kina siden Mao Zedong.

Som den første leder siden Maos død i 1976, står han nemlig til at få en tredje periode som leder af kommunistpartiet, når kongressen afsluttes om en uges tid. De 2.300 delegerede skal stemme om en række udnævnelser - men det er blot proforma, og alle beslutninger er klappet af på forhånd.

Partikongressen, som løber af stablen hver femte år, bruger partiet til at evaluere den forgangne periode, lægge kursen for den kommende og sætte det lederskab, der skal realisere den kurs.

Xi Jinping holder sin store tre timers tale i dag, søndag. Og den vil være en hyldest til de forgangne fem år af hans regeringsperiode. Han vil tale om økonomi, geopolitik, klima, det kinesiske folk, og Partiets succeser og udfordringer.

For at nuancere billedet har vi bedt fem danske Kina-kendere om deres bud på, hvordan Xi og Partiet har håndteret de sidste fem år ved magten.

Økonomi: Fra krise til krise, fra kvantitet til kvalitet

Journalister arbejder, mens Xi Jinping taler i forbindelse med åbningsceremonien på China International Import Expo i Shanghai, 4. november 2021. (Foto: © Str, Ritzau Scanpix)

Allan Von Mehren, chefanalytiker, Danske Bank

Da Xi kom til magten i 2012, stod Kina i en svær situation økonomisk, hvor man skulle forsøge at rette op på geografiske ubalancer og økonomiske uligheder. Op gennem 90'erne og 00'erne havde man helt uhæmmet vækst, og det skabte nogle problemer, som man kommer til at kæmpe med i mange år.

Så da Xi kom til, var hans mantra, at man skulle have kvalitet over kvantitet, når det kom til vækst. Man skulle altså ikke bygge tre broer over samme flod. Væksten skulle ikke længere drives af boliger og infrastruktur, men af teknologi, der tager Kina op ad værdikæden.

Men mange af de store ubalancer og udfordringer eksisterer stadig i dag. Det er ikke noget, man har haft held til at løse.

Det, der har været karakteristisk for de sidste fem år i kinesisk økonomi, er de mange kriser, Xi har skullet håndtere. Handelskrig, teknologikrig og selvfølgelig pandemien, som har lagt en dyne over økonomien. Nogle af de kriser er selvforskyldte, andre har været uforsætlige, men de har betydet, at de store politiske projekter, som blandt andet omfordeling, har fået andenprioritet, hvilket til gengæld betyder, at det vil fylde mere i de kommende år.

Partiet holder fast i, at man vil have en stor statslig sektor til at sikre de her teknologiske mål, Partiet har sat sig, og sikre økonomien i nedgangstider, og det ser på ingen måde ud til at gå væk. Så den her type markedsreformer af statssektoren, som mange efterspørger, det kommer ikke til at ske under det nuværende lederskab.

Klima og miljø: Det grønne guld og en fornægtelse af alt det sorte

Xi Jinping taler under et klimamøde med daværende generalsekretær i FN, Ban Ki Moon, og daværende amerikanske præsident, Barack Obama, i Hangzhou, Kina, den 3. september 2016. (Foto: © JONATHAN ERNST, Scanpix Denmark)

Mathias Lund Larsen, ph.d.-studerende, Copenhagen Business School

Den kinesiske befolkning begyndte for alvor at bekymre sig mere for det fysiske miljø startende i slutningen af 00’erne og i starten af 10’erne, og det betød, at klima og forurening også blev en del af den politiske agenda. I Kina bliver forurening og klima til tider blandet sammen, og der er ikke et et-til-et forhold mellem de to, men det var især forurening, der ændrede partiets adfærd.

På internationalt plan, hvor tidligere ledere talte om, at det var Kinas ret til forurene, fordi man stadig var et udviklingsland, så taler Xi i dag om det ansvar, man har som en ansvarlig stormagt.

I Beijing ser man den grønne omstilling som en mulighed. I stedet for at forsøge at skalere de forurenende dele af økonomien ned, så gør man alt for at løfte de grønne dele.

Det er nemmere at bruge det store statsapparat, de mange statsejede virksomheder, til at satse på grøn teknologi, i stedet for at forsøge at tage noget fra dem, som for eksempel at bede dem stoppe med at bygge kulkraftværker.

Klima og miljø er stadig ikke den højeste prioritet i Kina. Det er social kontrol og økonomi. Så vi ser, at så snart det går den forkerte vej med økonomien, så går man tilbage til de sikre, gamle forurenende vækstmotorer. Det er en minimal del af deres hjælpepakker, der har været fokuseret på det grønne. På den anden side ser du, at det er kinesiske selskaber, der dominerer på flere grønne områder ude i verden, blandt andet solpaneler.

Partiet: En organisation, der står stærkere end nogensinde

Xi Jinping og hans meddelegerede under en afstemning i forbindelse med afslutningen på den 19. nationale kongres i Kinas Kommunistparti, den 24. oktober 2017. (Foto: © Thomas Peter, Ritzau Scanpix)

Nis Grünberg, chefanalytiker, Mercator Institut for Kina Studier

Xi Jinping overtog et parti i 2012, der var blevet svækket af den tidligere administration. Økonomien voksede i raketfart, men både ideologisk og administrativt var systemet udhulet.

Partiet havde ikke et samlet ideologisk narrativ, som folk kunne stole på, og oven i det så havde den allestedsværende korruption nærmest skabt en skyggeadministration, hvor man ikke kunne få gjort noget, uden at man gav en pakke cigaretter eller en pengekuvert til sin modpart.

Xi blev udpeget på et mandat om at styrke partiet igen. Han startede med anti-korruptionskampagnen, som kører videre den dag i dag, som han har brugt til at straffe høj som lav i partiet. Han har også brugt den til at fjerne rivaler og udrydde rivaliserende fraktioner inde i partiet.

Og på den ideologiske side lancerede han Den Kinesiske Drøm-sloganet, der handler om at gøre Kina til en stormagt, der kan passe på sin befolkning under ledelse af Kommunistpartiet.

Målet med at få styr på organisationen og genfødt ideologien om, at partiet skal have kontrol over alt i Kina og bruge den kontrol til at få genfødt Kina som stor verdensmagt. Han vil være den leder, der fik Kina tilbage på ret kurs og udfordrede USA.

Som organisation står partiet stærkere, end det nogensinde har gjort. Det har fingrene nede i alle lag af befolkningsdejen. Det er helt tæt på og inde i folks mobiltelefoner. Samtidig har partiet aldrig været så gennemdisciplineret. Som magtfaktor i Kina står partiet godt, så hvis det var hans job, så har han gjort sit job godt.

Befolkningen og Partiet: Den Kinesiske Drøm skal også være folkets drøm

En mand lufter sin hund i middelklassekvarteret Shangdi i Beijing foran et skilt med teksten "Sammen om en fælles fremtid”. (Foto: © Nóel Celis, Ritzau Scanpix)

Mads Vesterager Nielsen, opdagelsesrejsende, skribent

Jeg er selv et Kina-barn af Xi Jinpings æra, da jeg jo kom til landet i 2012. Dengang talte folk om Partiet som noget, der var langt væk, og noget, man skulle holde sig fra: Hvis du krydsede klinger med partiet, så kunne det koste dig i sidste ende. Hold dig væk fra dem, kan jeg huske, venner advarede mig om.

Nu er Partiet tilbage i kinesernes liv. Folks aspirationer bliver ekkoet i propagandaen, blandt andet i Xis Den Kinesiske Drøm. Jeg hører folk passe deres drømme ind under Den Kinesiske Drøm. Det er slående, fordi det viser, at den her propaganda, og dermed partiet, er trængt helt ind i folks drømme. Det var det, partiet havde håbet på med propagandaen: At skabe en materialistisk, nationalistisk, og individualistisk ramme for et liv i et Kina, der som land er på vej til at rejse sig igen.

Mads Vesterager Nielsen på tur i Sichuan provinsen i 2020. (Foto: © Mads Vesterager/Privatfoto)

Det paradoksale ved partiets kampagner er, at selvom de er blevet højteknologiske, så er det den samme moraliserende prædiken om, at ”vi ved bedst, og det skal du ikke bekymre dig om”, der bliver gentaget, og det ser mange kinesere som en hån mod deres intelligens.

Covid har medført en polarising i Kina, ligesom i andre lande. Det sidste år har jeg oplevet, hvordan mange af dem, der havde taget den her nationalistiske "vi-er-overlegne"-propaganda til sig, er blevet mere skeptiske. Men Partiet har også brugt det kaos, der er rundt om i verden, til at pege på, hvordan den kinesiske, autokratiske model med et parti er andre steder overlegen: Se bare på USA og Trump. Eller EU og deres energipriser.

Internationalt: Xi sætter sit præg på verdensordenen

Xi Jinping poserer til et billede sammen med Sydafrikas præsident, Cyril Ramaposa, Indiens premierminister, Narenda Modi, og Ruslands præsident, Vladimir Putin. under BRICS topmødet i Brasilien, den 14. november 2019. (Foto: © Ueslei Marcelino, Ritzau Scanpix)

Camilla Tenna Nørup Sørensen, lektor, Forsvarsakademiet

Da Xi kommer til magten, er Kina allerede ved at træde frem som stormagt på den internationale scene. Det tager særlig fart i årene omkring finanskrisen, hvor sporene også bliver lagt til, at Xi kan stå frem som en stærk og ambitiøs verdensleder. Han holder store taler i Davos og i FN, hvor han præsenterer kinesiske bud på, hvordan globale udfordringer og kriser kan håndteres.

Kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik er altid en afspejling af indenrigspolitikken.

Kinas voksende rolle og indflydelse ude i verden bygger i høj grad på den store og voksende økonomi, der betyder, at Kina kan præsentere attraktive tilbud om investeringer eller infrastrukturprojekter til andre lande og potentiel adgang til et stort kinesisk marked. Men med nedadgående pres på økonomien og med de uforløste strukturelle skævheder, der er i økonomien, så har Kina ikke længere de samme muligheder og den samme tiltrækningskraft som tidligere.

Xi spiller egentlig Kinas kort strategisk klogt, idet han forsøger at undgå yderligere konfrontationer med de vestlige lande og i stedet fokusere på Asien, Afrika og Sydamerika, hvor Kina søges fremstillet som en fredelig og konstruktiv stormagt, der i modsætning til USA kommer med ikke-militære løsninger.

Med forholdet til både USA og Europa på et historisk lavpunkt, så vil vi se Kina i endnu højere grad fokusere på at styrke dets position og indflydelse i Det Globale Syd, men jeg forventer også, at Xi efter partikongressen vil forsøge at klinke skårene med Europa, blandt andet under de forestående besøg til Kina af Macron og Scholz.

Mens Kina mere eller mindre har givet op i forhold til at forbedre relationerne til USA, så er der stadig et lille håb i forhold til relationerne til Europa