Lejer i München må leve på 15 kvadratmeter: 'Nu bor jeg på mit kontor'

I de seneste år er huslejepriserne eksploderet syd for grænsen - ikke mindst på grund af boligspekulation.

I Tysklands godt 80 storbyer (med over 100.000 indbyggere) mangler der op mod to millioner lejligheder, som er til at betale for almindelige tyskere. (Foto: Jesper Nylander- DR Nyheder)

Det eneste positive, man kan sige om Markus Brändles boligsituation, er, at han ikke har langt på arbejde.

Fra sovesofaen og til skrivebordet er der måske en meter. Efter fyraften er der godt fire meter over til mikrobølgeovnen og aftensmaden.

- Jeg har ikke noget køkken, så jeg kan ikke lave rigtig mad. Til gengæld er jeg blevet ekspert i mikrobølgeretter, fortæller den 44-årige selvstændige erhvervsdrivende.

Og sådan har det været i halvandet år, siden Markus Brändle måtte flytte ud af sin lejlighed i München og ind på det, der indtil da havde været hans kontor ude i byen.

Siden da har hans liv været stuvet sammen på lige omkring 15 kvadratmeter.

- Min ejendom blev opkøbt. Den nye ejer ville modernisere med henblik på videresalg. Det var nogle ret omfattende moderniseringer, der betød, at jeg skulle betale det tredobbelte i husleje, hvis jeg ville blive boende. Det var noget af en mundfuld, fastslår Markus Brändle.

Tyske Markus Brändle bor på 15 kvadratmeter. (Foto: Jesper Nylander- DR Nyheder)

Huslejepriser nærmest eksploderet

Så Markus Brändle flyttede ud og håbede, at han kun skulle bo på sit kontor et par uger, indtil han fandt noget andet at bo i. Men han blev overrasket over, hvor meget det tyske boligmarked har ændret sig i de seneste år.

I landets storbyer er huslejepriserne nærmest eksploderet.

Det skyldes for en stor dels vedkommende, at der i og efter finanskrisen i nullerne er blevet placeret enorme summer i fast ejendom i Tyskland. Pengene kommer fra private småinvestorer, fra pensionsselskaber i ind- og udland, men også fra deciderede spekulanter, der gemmer sig bag anonyme postkasseselskaber og uigennemsigtige firmakonstruktioner.

I tyske storbyer som Berlin, Hamborg og Köln har man i de senere år set utallige eksempler på, at ældre boligejendomme er blevet opkøbt.

Og at lejerne kort efter har fået besked om, at bygning og lejligheder skal moderniseres, og at de forbundne omkostninger vil føre til en forhøjet husleje.

I tyske storbyer som for eksempel Berlin har man i de senere år set utallige eksempler på, at ældre boligejendomme er blevet opkøbt. Konsekvensen kan bedst beskrives som den tyske middelklasses flugt fra de indre byområder. (Foto: JOHN MacDougall © Scanpix)

Mange tyske lejere har følt, at moderniseringerne var for omfattende eller måske helt unødvendige - og at de annoncerede huslejestigninger var ude af proportion og umulige at betale. Mange har følt sig forstyrret af årelangt moderniseringsarbejde. Og en hel del har ligefrem følt sig chikaneret af de nye ejeres metoder.

Flugt fra de indre byområder

Det er metoder og forløb, som vi nu også oplever i stigende grad i Danmark.

I Tyskland har de blot grebet om sig gennem længere tid og i større udstrækning. Konsekvensen kan bedst beskrives som den tyske middelklasses flugt fra de indre byområder.

Sidste år sendte tænketanken Hans Böckler Stiftung en opsigtsvækkende rapport på gaden, der sætter tal på situationen.

I Tysklands godt 80 storbyer (med over 100.000 indbyggere) mangler der ifølge rapporten op mod to millioner lejligheder, som er til at betale for almindelige tyskere.

Fire ud af ti har svært ved at finansiere nuværende lejemål.

München er et af de steder, hvor situationen er allerværst. Den sydtyske metropol er landets ubestridt dyreste by at bo til leje i. Og når huslejepriserne fortsat er på himmelflugt, skyldes det også, at byen trods alt er meget populær at bo i.

Den har en høj levestandard og spektakulær natur med søer og bjerge omkring. Og så har den et boomende erhvervsliv. Begge faktorer tiltrækker hvert år mange tusinde tilflyttere, så efterspørgslen og priserne stiger yderligere.

Lejere tager kampen op

- Det er virkelig ikke let at finde noget, konstaterer Markus Brändle, mens han scroller gennem boligannoncer på sin iPad.

- Og når man finder noget, der er til at betale, så kan man forvente at stå i kø sammen med 100 andre, når der er besigtigelse. Folk kommer i klammeri med hinanden. Og det er ren og skær lotteri, om man får lejligheden. Nogle gange er det endda sådan, at man kun har en reel chance, hvis man stikker mægleren nogle penge under bordet.

De tyske lejere er efterhånden så trængte, at man stadigt oftere ser dem gå på gaden i protest.

I løbet af i år har der været store demonstrationer i blandt andet Berlin, hvor titusinder viste deres vrede over boligsituationen.

Titusinder har i år været på gaden i tyske byer i protest mod boligspekulanter. (Foto: FABRIZIO BENSCH © Scanpix)

En af dem, der går forrest, er Tilman Schaich fra München. Han er kunstner og plejede at bo i samme ejendom som Markus Brändle.

Men i modsætning til sin nabo nægtede han at flytte ud, da bygningen blev opkøbt.

I stedet har han og en flok andre lejere taget kampen op mod den ny ejer, hvilket foreløbig har bremset de annoncerede moderniseringer og huslejestigninger.

Tilman Schaich nægtede at flytte ud, da hans boligejendom blev opkøbt. (Foto: Jesper Nylander- DR Nyheder)

Hjælper hinanden med at løse problemer

Efterfølgende har Tilman Schaich grundlagt borgerbevægelsen ”Ausspekuliert” (Udspekuleret, red.), hvor lejere hjælper hinanden med at løse de problemer, de kan løbe ind i, når bygningerne, de bor i, bliver opkøbt.

- Mange af os har gjort sig lignende erfaringer, og så er det bare godt at snakke sammen om, hvordan man har forholdt sig, og hvad man kan gøre. Det er en kæmpe hjælp, siger Tilman Schaich.

Hver uge mødes han med andre medlemmer af gruppen - middelklassetyskere, der til dagligt er sygeplejersker, jurister eller fotografer - i et mødelokale i en baggård i München.

Herfra organiserer de store, åbne arrangementer, ”stamborde”, rundt om i byen, hvor lejere kan komme, tale ud og få gode råd. Initiativet bakkes op af selveste overborgmesteren i München, Dieter Reiter. I et brev til bevægelsen skriver han:

"Det kan kun lykkes at stoppe de uretfærdige huslejestigninger, hvis samfundsborgere og politikere slår sig sammen. Og hvis det skal lykkes, er det nødvendigt at lægge pres på udlejere, ejere og ejendomsbranchen, så de forstår, at de har et ansvar overfor samfundet. At boliger ikke må blive en luksusvare, og at umådeligt høje huslejepriser ikke må påvirke den sociale sammenhængskraft i vores byer."

Borgerbevægelsen ”Ausspekuliert” organiserer store, åbne arrangementer, ”stamborde”, rundt om i byen, hvor lejere kan komme, tale ud og få gode råd. (Foto: Jesper Nylander- DR Nyheder)

Nu vil borgerbevægelse bedrive politik

Tysklands trængte lejere er ved at blive en størrelse, der er i stand til at bevæge noget politisk.

I München er ”Ausspekuliert” ved at samle underskrifter, der kan udløse en folkeafstemning i storbyen.

- Vi vil have, at huslejepriserne skal fastfryses i de kommende seks år, forklarer Tilman Schaich.

På den måde skal himmelflugten bremses, og boligmarkedet beroliges.

I Berlin har bystyret af socialdemokrater og grønne netop besluttet et lignende tiltag. Det er et kontroversielt politisk indgreb, som Berlins overborgmester, Michael Müller, forsvarer overfor udlejerne med ordene:

- Uanset om du er en stor eller lille udlejer: en lejlighed er en anden kapitalanbringelse end en aktiepost eller guldmønter. Forskellen er, at der bor mennesker i lejlighederne. Og derfor er de et socialt gode. Og derfor bliver vi nødt til at regulere, hvordan man håndterer det sociale gode.

Nu vil en borgerbevægelse også bedrive politik. De presser på for en folkeafstemning i München. (Foto: Jesper Nylander- DR Nyheder)

Ikke desto mindre skaber indgrebet hidsige diskussioner i Tyskland lige nu. For ifølge det tyske indenrigsministerium kan fastfrysningen være i strid med ejernes grundlovssikrede ejendomsret.

At der tages så drastiske midler i brug for at få styr på ejendomsmarkedet siger noget om, hvor slem situationen opleves syd for grænsen.

- Jeg håber virkelig, at det bliver bedre, siger Markus Brändle, mens han ser sig omkring på sine 15 kvadratmeter.

- For det her begynder efterhånden at gå mig på.