Lektor er bekymret: Hvad sker der i Mosul efter IS

De mange forskellige styrker i Mosul kan give nye problemer, når Islamisk Stat er drevet ud, vurderer lektor.

Flere forsellige hære og styrker deltager i kampen mod Islamisk Stat i Mosul, og der er ingen aftale om, hvad der skal ske med byen bagefter. (Foto: ARI JALAL © Scanpix)

En stor koalition af forskellige hære, styrker og militser kæmper mod Islamisk Stat (IS) i Mosul, men det store, ubesvarede spørgsmål er, hvad der skal ske med byen, når IS er drevet ud.

Det mener Søren Schmidt, der er lektor og mellemøstforsker på Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet.

Omkring 30.000 soldater indledte i går en omfattende offensiv mod IS i Mosul.

Det sker for at generobre kontrollen over byen, der ses som IS' helt store højborg sammen med Raqqa i Syrien.

Men de mange forskellige aktører i operationen vil komme til at betyde, at byen bliver en stor rodebutik, når IS er drevet ud.

Faktisk kan Mosul komme til at ligne Berlin efter Anden Verdenskrig, lyder advarslen fra Søren Schmidt.

- Når operationen er overstået, kan alle de forskellige grupperinger få tildelt et stykke af byen, og så kan de sidde der uden at rykke sig. Det ville være det værste, der kunne ske.

Listen over de forskellige parter i operationen er lang. Den tæller den irakiske hær, kurdiske peshmerga-krigere, sunni- og shiamuslimske partisangrupper samt den USA-ledede koalition.

/ritzau/

Facebook
Twitter