Letland: Prorussisk parti vinder valget

Det prorussiske parti Harmoni kan ikke bruge valgsejr til noget, for ingen vil samarbejde.

Valgstederne i Letland lukkede lørdag aften klokken 19.00. (Foto: INTS KALNINS/SCANPIX DANMARK © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Letlands regeringskoalition har mistet sit flertal efter gårsdagens

parlamentsvalg
. Det står klart, efter at 80 procent af stemmerne er talt op.

Det prorussiske parti Harmoni forbliver landets største med 20 procent af stemmerne. Partiet har stor støtte fra de mange russisktalende letter.

Harmoni får trods det gode resultat svært ved at komme i regering. De øvrige partier har trods deres uenighed hidtil været enige om at holde Harmoni fra magten, og de ser ud til at have fået stemmer nok til at danne en regeringskoalition.

Uanset hvad trækker det dog op til hårde regeringsforhandlinger.

Den hidtidige regeringskoalition bestod af

premierminister
Maris Kucinskis parti, Unionen af Grønne og Landmænd, samt Nationalalliancen og Enhedspartiet.
Koalitionen
har mistet næsten halvdelen af sine stemmer.

De to helt nye partier - KPV LV og De Nye Konservative - blev næststørst og tredjestørst ved valget.

Nogle letter frygtede inden valget, at et godt valg til Harmoni og KPV LV ville betyde, at de to partier kunne danne regering. Det ville blandt andet bringe Letlands udenrigspolitik nærmere Rusland. Men de to partier har ikke fået stemmer nok.

Selv de mindste tegn på øget lettisk samarbejde med Rusland vil skabe bekymring hos både

EU
og USA.

/ritzau/