Libanesere under dansk ministerbesøg: ’Vi drukner i flygtninge’

Libaneserne vil hellere have færre flygtninge end flere støttekroner, lyder budskabet.

I en lille flygtningelejr i byen Qsarnaba i Libanon går syriske børn rundt. Men de er ikke velkomne hos mange af deres libanesiske naboer. (Foto: Micheal S. Lund)

Ali Tlaiss suger dybt på en vandpibe, mens han kigger på en række gravemaskiner. De står alle stille.

- Der er ikke noget arbejde overhovedet. De syriske flygtninge arbejder sort og tager vores arbejde, siger byggearbejderen.

Han bor i byen Qsarnaba, som Danmarks udviklingsminister, Rasmus Prehn (S), i dag besøgte som en del af en tur rundt i Syriens nærområder.

Med sig havde ministeren blandt andet en pose penge til flygtningeprojekter i Libanon, som er det land, der huser flest syriske flygtninge per indbygger i verden.

Omkring hver fjerde indbygger – eller over en million mennesker – er i dag syriske flygtninge i det lille land.

- Syrerne burde tage væk eller tilbage til deres eget land, så libaneserne kan arbejde, siger byggearbejderen efter endnu et sug på vandpiben.

Ali Tlaiss er byggearbejder, men har ikke noget at lave. Han bebrejder de syriske flygtninge i landet, fordi de arbejder til lave lønninger (Foto: Michael S. Lund)

Borgmester: ’Vi er ved at bukke under’

Lige over for hans arbejdsplads ligger en af den lille landsbys over 40 små teltlejre for syriske flygtninge. Byens viceborgmester viser mig rundt i den lille lejr. Han hilser med et stort smil på syrerne i lejren og understreger, at han ikke har noget imod flygtningene som personer.

  • Syriske børn går rundt i flygtningelejren i den libanesiske by byen Qsarnaba.
  • De mange syriske flygtninge i Libanon giver anledning til utilfredshed i lokalbefolkningen. (Foto: Michael S. Lund)
1 / 2

- Det er ikke deres skyld. De har det hårdt. Men vores lille landsby har 25 procent flygtninge, og vi er ved at bukke under. Vi kan ikke klare det mere, siger viceborgmester Adil Sayyid Ahmad og remser tal op på udgifter til renovation og elektricitet.

Økonomisk krise og illegalt arbejde

Men det største problem er arbejdsløsheden. Libanon er i økonomisk krise, og regeringen har erklæret økonomisk undtagelsestilstand.

De mange syriske flygtninge i landet har svært ved at få arbejdstilladelser og arbejder derfor ofte illegalt og til en lavere løn end libaneserne.

- Kom med herover, siger viceborgmesteren og viser mig byens hovedgade.

- Der er åbnet tre-fire frisørsaloner drevet af syrere, som arbejder meget billigere, og det rammer mine libanesiske borgere, siger han og tager mig hen til en af byens sidste libanesiske frisører.

Frisør: ’Det risikerer at eksplodere’

I salonen sidder frisøren Hussein al-Dirani. Alle hans frisørstole er tomme for kunder.

- Jeg har mistet halvdelen af mine kunder, efter flygtningene kom. Hvis jeg tager 40 kroner for en klipning, tager de 20, siger frisøren.

Frisøren Hussein frygter, at Libanon eksploderer, hvis ikke der bliver færre flygtninge. Selv har han mistet mange kunder til billigere syriske frisørsaloner, siger han (Foto: Michael S. Lund)

Jeg spørger ham, om det ikke kan hjælpe, at lande som Danmark støtter flygtninge økonomisk, så de ikke arbejder billigt.

- Næh, de vil stadig arbejde for ingen penge. Løsningen er at fjerne dem fra Libanon, ellers risikerer landet at eksplodere. Ellers kan I tage dem i Europa, for vi kan ikke klare flere, siger frisøren.

Den lille landsby er ikke speciel i Libanon. Faktisk svarer antallet af flygtninge i byen fuldstændigt til landsgennemsnittet.

- Både i min landsby og i Libanon har vi ganske enkelt flere flygtninge, end vi kan håndtere, siger viceborgmesteren, da han har vist mig rundt i byen.

En by, hvor de syriske flygtninge ikke længere er velkomne.

Facebook
Twitter